Møstings historie

Møstings Hus historie starter i år 1800 hvor huset opføres, og huset bærer navn efter den mest kendte ejer, Johan Sigismund Møsting (1759-1843). Møsting havde fra 1813 en fremtrædende stilling som finansminister og chef for rentekammeret i landets regering under Frederik Vl og blev fra 1814 medlem af Gehejmestatsrådet.

Møstings Hus stammer fra den tid, hvor Frederiksberg var det foretrukne sommeropholdssted for velhavende borgere og fremtrædende embedsmænd. Det var kongefamilien, der i sidste halvdel af 1700-tallet havde gjort Frederiksberg til sit private ferieparadis. Når foråret holdt sit indtog, satte endeløse rækker af bøndervogne kurs mod Frederiksberg Slot fra København, medbringende alt det et kongeligt hof behøvede for at kunne opretholde en passende levestandard. Knap 50 år senere fulgte landets spidser dette eksempel ved at opføre en række fornemme lystgårde på Frederiksberg.

Møstings Gård var en af disse lystgårde. Man ved ikke, hvem arkitekten var, men man formoder, at det var en af de mange dygtige elever af tidens førende arkitekt, C.F. Harsdorff. Her havde J. S. Møsting og hans kone fast sommerbolig fra sommeren 1816 og indtil J. S. Møstings død i 1843. J. S. Møsting er den person, som i den ældste periode af lyststedets historie har boet længst i huset, og det er formodentlig derfor, og i forbindelse med hans fremtrædende stilling i Frederik Vl.s regering, at hans navn er blevet uløseligt knyttet til huset. I 1844 blev det overtaget af generaldecisor G. H. Monrad, som ændrede husets status til helårsbeboelse. Huset har gennem årene haft flere skiftende ejere og har langsomt ændret udseende. Således var de fleste af gårdens tilhørende længer revet ned i 1903, og hovedhuset fik efterhånden tidstypiske etageejendomme som naboer. Byen ændrede sig i det hele taget langsomt omkring det tidligere landsted, og de ændrede forhold harmonerede ikke med den gamle bygning. I 1918 udkom en ny lov om bygningsfredning, som skulle sikre særegne historiske bygningsværkers overlevelse, og Møstings Hus blev i den forbindelse fredet i klasse A, hvilket senere fik afgørende betydning for husets skæbne.

I 1924 blev Møstings Hus opkøbt af A/S Rialto, der senere opførte det nuværende Rialto kompleks.

I forbindelse med en regulering af fortov og gadelinje i Smallegade bad Frederiksberg Kommune i 1939 om tilladelse til at nedrive huset for at skaffe bedre betingelser for den stærkt øgede trafik i området. Bygningssynet indgik efter mange forhandlinger et kompromis med Frederiksberg Kommune om at tillade en nedrivning, såfremt kommunen bekostede en fuldstændig opmåling af huset og bevarede de væsentligste bygningsdele til en genopførelse. Nedrivningen var færdig i 1965, men der kom til at gå mere end et årti år, før Møstings Hus blev genopført.

I starten af 1976 foretoges udgravningen til kælderen, og efterfølgende blev huset genoprejst på den nuværende adresse på den modsatte side af Smallegade ved det tidligere gadekær for enden af Poul Møllers vej. Nu ligger det med Frederiksberg Haves høje træer som baggrund. Samme kulisse, som det havde, da det oprindelig blev opført i Smallegade, omgivet af en have, der strakte sig helt til Howitzvej.

Da bygningen stod færdig, genetablerede man det gamle gadekær, og der blev anlagt en mindre barokhave øst for bygningen. Det smukke resultat af nyopførelsen blev officielt anerkendt, idet “Foreningen til Hovedstadens forskønnelse” i 1978 overrakte kommunalbestyrelsen bronzediplom for smukt udført arbejde. Diplomet hænger til højre for indgangen til Møstings Hus.

Som Møstings Hus i dag står smukt og spejler sig i vandoverfladen, er det svært at forestille sig en bedre placering, og huset benyttes af mange som en kulturel oase midt i storbyen. Fra husets genopførelse fungerede Møstings Hus som Frederiksberg Kommunes kulturhus med udstillinger, foredrag, koncerter m.m. I 2013 blev Møstings Hus en del af den selvejende institution Frederiksbergmuseerne. I dag er stueetagen kontor for museernes personale, mens de smukke højloftede lokaler på førstesalen danner rammerne om udstillinger med både samtidskunst og moderne kunst.