31. marts 2023

Åbning / Filip Vest: Resort

Vi glæder os til at se jer til åbningen af udstillingen Resort af Filip Vest.

Type
Udstillingsåbning
Dato
31. marts 2023 kl. 17:00 -19:00
Sted
Møstings

Aftenens program

Kl. 17:00-17:30 Performance i udstillingen, som kan opleves ved tilmelding på mail: moestings@frederiksbergmuseerne.dk  (UDSOLGT)

Kl. 17:30-19:00 Udstillingen åbnes med taler og et køligt glas vin. Alle er velkomne! 

Om udstillingen
Kunsthallen Møstings er forvandlet til et fiktivt badehotel, når kunstneren Filip Vest indtager både inde- og uderum med soloudstillingen Resort. Her præsenteres publikum for et surreelt ferieparadis, hvor der lige under den luksuriøse overflade lurer fortællinger om klimakrise, isolation, eskapisme og undergang. 

Resort er et konstrueret univers, hvor alt fremstår porøst; natur og kultur, identiteter og relationer, og fortid, nutid og fremtid smelter sammen, mens små og store bevægelser påvirker hinanden, både pladetektonisk og parforholdsdynamisk. Gennem en immersiv installation samt flere performances i udstillingsperioden udfolder Filip Vest en sanselig fortælling om den tid, vi befinder os i lige nu, hvor handlingslammelse ofte er fremtrædende i vores møde med kriser og katastrofer. 

På udstillingen er de fire udstillingsrum i Møstings omdannet til et sammenhængende univers, struktureret som henholdsvis hotelværelse, spa, bar, og lobby. Her følger vi et kærestepar på et ferie-resort, som de ikke kan forlade, og hvor en naturkatastrofe synes nært forestående. Små sten begynder at dukke op i buffeten, fordybninger i madrasserne minder om vulkankratre, og en mærkelig lugt af røg blander sig med spaens aromaterapi. Imens forsøger parret at genopfinde sig selv og hinanden i en leg med nye identiteter. 

Det er en udstilling om at ønske sig væk, at drømme om at være alle andre steder end her. Om angst, virkelighedsflugt og nye identiteter og om at savne noget, før man egentlig har mistet det. 

Udstillingen og performancen er støttet af Arbejdernes Landsbank, Beckett Fonden, Statens Kunstfond, Colour Ceramica og Rosendahl Design