Møstings

George Koutsouris: Nature Symphony

17. september 2022 - 27. november 2022

møstings-george koutsouris - nature symphony
Dato
17. september 2022 - 27. november 2022
Sted
Andebakkesti 5
2000 Frederiksberg


E: moestings@frederiksbergmuseerne.dk
T: 69 13 80 90

Med udstillingen Nature Symphony inviterede billedkunstner George Koutsouris publikum med ind i en totalinstallation, der med sine maskinelle skulpturer og poetiske lydunivers stillede spørgsmålstegn ved menneskets forhold til naturen og vores konstante behov for kontrol. 

Så snart man trådte ind i George Koutsouris’ soloudstilling, omsluttedes man af et lydunivers, der umiddelbart lød som vandets rislen i åen, kvidrende fugle og bladenes susen i vinden. Men lydene var reelt konstrueret ud fra matematiske beregninger og teknologiske konstruktioner. 

Lydoplevelsen ændrede sig alt efter publikums bevægelser i rummet. Lydene, som ved første indtryk virkede uforudsigelige og tilfældige, var nøje afstemt rummets akustik. De fleste tændte og slukkede automatisk ved hjælp af mekanismer og beregninger skabt af kunstneren selv, mens andre var interaktive.    

I hvert af Møstings’ fire udstillingsrum mødte vi store konstruktioner af træ, metal, plast og elektroniske mekanismer, som alle tydeligvis var menneskeskabt. 

George Koutsouris, som både er uddannet kunstner og mekanisk og akustisk ingeniør, udforsker med sin kunst samfundets videnskabelige og matematiske principper gennem leg og nysgerrighed.  

Ved at benytte low-tech mekanik til at mime naturen, understregede Koutsouris, at maskiner bør bygges for at tage del i en genopretning af naturens miljøer.     

Alle værkerne var skabt til Møstings, der i 1800-tallet blev anvendt som sommerresidens og placeret tæt på Frederiksbergs grønne natur. Med udstillingen forbandt Koutsouris fortiden og nutiden gennem en fortælling om civilisationens blik på naturen.  

Han undersøgte, hvordan naturen konstant forandres både gennem sit eget økosystem og gennem vores menneskelige behov for at eje den på trods af kaotiske klimaændringer, der er uden for vores kontrol. 

George Koutsouris (f. 1983) er uddannet kunstner fra Det Kongelige Danske Kunstakademi samt mekanisk ingeniør fra The National Technical University i Athen og akustisk ingeniør fra Danmarks Tekniske Universitet. Med sin kunst udforsker han videnskabelige og matematiske principper gennem leg, nysgerrighed og ved at stille skarpt på samfundets kontrollerende relation til naturens foranderlighed. 

Fernisering: fredag d. 16. september kl. 17-19

Udstillingen var støttet af Statens Kunstfond og delvist skabt på Statens Værksteder for Kunst