Møstings

Sophie Hjerl: En Suite

21. april 2021 - 30. maj 2021

Dato
21. april 2021 - 30. maj 2021
Sted
Andebakkesti 5
2000 Frederiksberg


E: moestings@frederiksbergmuseerne.dk
T: 69 13 80 90

På udstillingen en suite forrykkede billedkunstneren Sophie Hjerl den fysiske virkelighed ved hjælp af skulptur og Virtual Reality (VR). Gennem de to medier oplevedes en totalinstallation, der indbefattede de konkrete rum i Møstings Hus og et parallelunivers, der manifesterede sig, idet man iførte sig VR-brillen.

I udstillingsrummene blev publikum præsenteret for kar, som gav associationer til badekar, sarkofager eller en art fartøj for rejser til fjerne galakser. Det var fra karet, at VR-værket udspillede sig, fysisk som virtuelt.

Publikum kom med på en virtuel rejse gennem tid og rum, hvor det omkringliggende Frederiksberg spillede en væsentlig rolle, og hvor menneskekroppen blev undersøgt som beholder for minder og oplevelser.

På rejsen, der både favnede sci-fi og oldtid, blev publikums oplevelse transformeret og manipuleret af det omgivende rum. På denne måde udfordrede Sophie Hjerl forholdet mellem Place og Space – mellem ét enkelt geografisk punkt og en uendelig flade af steder, minder og associationer. Med VR-mediet var Hjerl interesseret i dét, hun kalder kroppen som bevidsthed i rum. Ved at kombinere den besøgendes fysiske tilstedeværelse i skulpturen med Virtual Reality, blev man på én gang del af kunstværkets fysiske virkelighed, samtidig med at man inviteres på en virtuel sanselig rejse, der rækker langt ud over værkets konkrete, rumlige virkelighed.

I oldtiden hed Frederiksberg Tulehøj, og navnet refererer til en præst eller magiker– en thul, som måske har boet i området for længe siden. Det var ham, der førte gæsten på en rejse gennem dimensionerne.

Første gang publikum mødte thulen, var han i isolation iført badekåbe og fremsagde en omskrevet Storm P. dialog til en monolog med sig selv. Herfra ledte han vejen videre ud af Møstings Hus.

Optagelserne med thulen, alene og isoleret, blev til i februar sidste år, og værket har siden flettet sig ind og ud af den virkelighed, pandemien har skabt, og den gamle virkelighed, vi alle pludselig syntes at savne. For hvor befinder virkeligheden sig, når den ikke længere kan opretholdes? Hvor bevæger den sig hen, når den først har vist sig skrøbelig, er blevet forskudt og forvredet? Kan den genskabes? Og i så fald i hvilket billede – i hvilken form?

Om kunstneren

Sophie Hjerl (f. 1971, Frederiksberg)

Uddannet billedkunstner fra Det Kgl. Danske Kunstakademi, 2000,

Diplomuddannet i Koreografi og Komposition for dansere og musikere, 1995-1996 og cand.mag. i Kunstteori og Formidling fra Kunstakademiets overbygning, 2002.

Med udgangspunkt i kroppen, bevægelsen, dansen og skulpturen har Sophie Hjerl efter mange års arbejde med videokunst fokuseret på at udvide feltet for de levende billeder ved brug af Virtual Reality-mediet. Hjerl blander VR med skulpturelle, installatoriske værker og ofte i stedsspecifikke rammer, der alle spejles og inddrages i det virtuelle værk, som tilsammen skaber en art totalinstallation. Værkerne leger med virkelighedsbegrebet og stiller spørgsmål ved vores egen eksistens i samspil med vores omgivelser.

www.sophiehjerl.com

Udstillingen var støttet af Statens Værksteder for Kunst, Statens Kunstfond, Grosserer L. F. Foghts Fond, Frederiksberg Fonden.

Tak for hjælp og støtte til Expanded Animation.