Møstings

Christian Schmidt-Rasmussen: Den første morgen

13. oktober 2018 - 16. december 2018

Dato
13. oktober 2018 - 16. december 2018
Sted
Andebakkesti 5
2000 Frederiksberg


E: moestings@frederiksbergmuseerne.dk
T: 69 13 80 90

Udstillingen ”Den første morgen” af Christian Schmidt-Rasmussen handlede om de nærmest sagnomspundne fortællinger, vi alle sammen laver om vores egen fortid. Den handlede også om de store vendepunkter, vi husker tilbage på, og de skrøbelige, nye begyndelser, der uundgåeligt følger, når livet af og til ændrer sig:

”På fotografiet står jeg med Anton på armen på en gang på Rigshospitalet. Han er lige blevet født, og det her er øjeblikket, hvor jeg står med ham for første gang. Så vidt jeg husker, for selve fødslen ligger lidt hen i en tåge. Udtrykket i mit ansigt har min ekskone beskrevet som sårbart. Så vidt jeg husker. Nu ser jeg mig selvfølgelig ikke i spejlet konstant, men jeg husker ikke at have set mig selv se sådan ud, hverken før eller siden.”  – Christian Schmidt-Rasmussen

Med scenografiske elementer viste kunstneren os den første morgenstund efter at alt, vi kender, har taget sin afslutning. Sådanne fortællinger er tit tragedier. Men Christians Schmidt-Rasmussens scener var ikke efterdønningerne af en katastrofe, ulykke, krig eller krise – simpelthen bare en ny begyndelse. Ikke mindst var det en surreel fortælling om den forvirrende optimisme og lette ængstelse, som det nye kan fremkalde, når det ikke længere står på skuldrene af det gamle.

Christian Schmidt-Rasmussen har før beskæftiget sig med mytologiske skikkelser, der hos ham ofte skal ses som billeder på os selv. I Møstings Hus’ intime udstillingsrum tog kunstneren fat på de små, personlige ”myter” og ser nærmere på den måde, vores erindring fungerer.

Om kunstneren

Christian Schmidt-Rasmussen (f. 1963) er billedkunstner og bosat i København. Han arbejder både med maleri og poesi og er uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi 1986-92. Han har udstillet på en lang række udstillingssteder i Danmark og udlandet senest på Overgaden, X and Beyond, Bendixen Contemporary Art, Skagens Museum, Galleri Nicolai Wallner, Den Frie Udstillingsbygning og Vestjyllands Kunstpavillon.