2. december 2022

ÅBNING / ÅRGANG 22

Udstillingen ÅRGANG 2022 i Møstings er en enestående mulighed for at se samtidskunst af en helt ny generation af kunstnere, der alle tog afgang fra et af de tre danske kunstakademier i sommer. Fælles for dem alle er, at de giver et facetteret øjebliksbillede af den tid, vi lever i.

Type
Udstillingsåbning
Dato
2. december 2022 kl. 17:00 -19:00
Sted
Møstings

Kunstnerne tager livtag med store samfundsmæssige udfordringer og helt nære tematikker – fra bæredygtighed, forbrug og teknologi, over kønsidentitet, relationer og erindring, til det uperfekte, drømme og intimitet.

Det er et stærkt felt af nyuddannede kunstnere, der samles i Møstings. Værkerne stikker i mange retninger, og giver indblik i den mangfoldighed, der er i kunsten lige nu. Formålet er at vise den store spændvidde og udbrede kendskabet til kunstscenens helt nye talenter.

Udstillingens kunstnere: Anna Munk, Anne Mie Bak, Clara Busch, Emilie Imán, Esben Weile Kjær, Jakob Sjøberg, Kristine Karlshøj Leopold, Marie Rud Rosenzweig, Mike Mac-Leod Worning, Mikkel Kaldal, Naila Hekmat Abdullah, Paula Duvå, Rasmus Niclas Rose Nielsen, Robin Baasch og Søren K. Rye.

Udstillingen er den første ud af fem udstillinger, der alle er generøst doneret af kunstmæcenerne Trine og Gunnar Kjems.

Den aktuelle udstilling viser værker af 15 nyuddannede kunstnere fra de tre kunstakademier i København, Odense og Aarhus.

Udstillingens værker er erhvervet af Kunst På Arbejde og kommer i cirkulation mellem arbejdspladser landet over fra starten af det nye år.

Udstillingen vises i Møstings fra den 3.-18. december.

Fernisering: fredag 2. december kl. 17-19, hvor alle er meget velkomne.