Møstings

Aase Seidler Gernes: Aase Seidler Gernes

6. juni 2015 - 20. september 2015

Dato
6. juni 2015 - 20. september 2015
Sted
Andebakkesti 5
2000 Frederiksberg


E: moestings@frederiksbergmuseerne.dk
T: 69 13 80 90

“‘Nu laver vi kun Pouls ting.’ De sidste arbejder er dateret 1968. Så pakkede Aase Seidler Gernes sit eget værk ned i en kuffert og stillede den på loftet. Hun indgik en pagt med sin mand, billedkunstneren Poul Gernes, at det, der skulle skabes, måtte bære hans navn. Men holdt hun virkelig op? Hvad var der i den kuffert? Og hvilke valg er afgørende i kunst og kærlighed? Tiden er kommet til at åbne kufferten …”

Uddrag af bogen ‘AASE SEIDLER GERNES’

Udstillingen i Møstings Hus vil for første gang nogensinde præsentere og dokumentere Aase Seidler Gernes’ (f. 1927) eget, selvstændige virke som stoftrykker og billedkunstner samt hendes samarbejde med ægtemanden, billedkunstneren Poul Gernes (1925-1996). Nu, hvor både kunstscene, designfolk, modebranche og et bredt publikum er meget optaget af det tekstile udtryk, er det en stor fornøjelse her at kunne vise en kunstners livslange hengivelse til netop dette. Værkerne i udstillingen spænder fra 1940’ernes tidlige stoftryk, vægtæpper, tekstile eksperimenter, unika beklædningsgenstande og broderi til Aase Seidler Gernes’ seneste farvestærke tegninger, med filtpen på papir. På udstillingen kan man også opleve enkelte relevante værker af Poul Gernes.