Møstings

Iselin Toubro & Rosalinde Mynster: Stykkerne står

25. juni 2022 - 4. september 2022

Dato
25. juni 2022 - 4. september 2022
Sted
Andebakkesti 5
2000 Frederiksberg


E: moestings@frederiksbergmuseerne.dk
T: 69 13 80 90


Med udstillingen Stykkerne står lod Iselin Toubro og Rosalinde Mynster teater, performance og billedkunst smelte sammen i en dragende filmisk installation, hvor publikum ledtes fra scene til scene i et struktureret narrativt forløb. 
 
Udstillingens afsæt var den ændrede betydning som hjemmet har fået de seneste år.

Med udgangspunkt i tidstypiske trends undersøgte og udstillede de idealer og objekter, som knytter sig til en bæredygtig livsstil og kvindelivet, både historisk set og nu.

Med Stykkerne står kredsede Iselin Toubro og Rosalinde Mynster om betydningen af denne fornyede forankring til det nære og hjemlige. Hvor økologisk moderskab, strik, syning, produktion af egen surdej og etablering af højbede alt sammen er med til at definere nutidens kvinde som moderne, miljøbevidst og fremadskuende.  
 
I denne bevægelse ligger der dog samtidig et pres og et paradoks. Den nye opgavemængde kræver tid og vedligehold og bevirker måske, at den moderne kvinde bindes langt mere til hjemmet.

Den overordnede rammefortælling i Stykkerne står var historien om tre søstre, der arvede en tidligere sommerresidens, hvor de mødtes for at opgøre arven.  
 
Her blev de ellers frigjorte og karriereorienterede kvinder hurtigt opslugt af de forskellige genstande, de pakkede ud. Genstande der alle knyttede sig til en mere enkel og nærværende livsstil.  
 
Efterhånden forvandlede tingene sig, og følelsen af tid forsvandt i en æstetisk veksling mellem fortid og nutid, som både fremstod sanselig og angstprovokerende. 

OM KUNSTNERNE  
Iselin Toubro og Rosalinde Mynster har samarbejdet omkring flere tværæstetiske projekter, hvor de blander kompetencer og erfaringer fra henholdsvis skuespil og billedkunst.  
 
Rosalinde Mynster arbejder både som skuespiller og manuskriptforfatter til teater og filmproduktioner. Hun har senest udgivet biografien ”Min fars stemme”.
Iselin Toubro er uddannet billedkunstner og arbejder med en narrativ filmisk praksis, der indeholder elementer af skulptur og installation.  
 
Sammen eksperimenterer Toubro og Mynster med at lave film i teaterform, ud fra et ønske om at udfordre forventningen om filmisk naturalisme samtidig med, at de holder fast i et klassisk fortælleforløb. De undersøger og bearbejder tendenser i Skandinavien præget af korrekthed, ritualer og formalisme i et sprog, der både afspejler humoren og absurditeten.  
Udstillingen var støttet af Statens Kunstfond.