Bakkehuset
Anette Harboe Flensburg: Sten - Skelet - Silhuet
25. april 2024 - 29. december 2024
1801 Frederiksberg C
E: bakkehuset@frederiksbergmuseerne.dk
T: 33 31 43 62
Hos ægteparret Lyne Rahbek i Bakkehuset herskede oplysningstidens rationelle idealer side om side med romantikkens naturfilosofi og interesse for menneskets sind – krydret med masser af hverdagsliv. Denne blanding af liv, videnskab og kunst spejler sig i billedkunstner Anette Harboe Flensburgs metode.
Udstillingen er et slags laboratorium, hvor kunstneren deler ud af sine undersøgelser af former, materialer, det naturskabte og menneskeskabte. Et laboratorium med stensamlinger og -skulpturer, med æsker, ord og malerier i miniature og storformat, hvor publikum også går på opdagelse.
Der udspiller sig en fintfølende dialog mellem Anette Harboe Flensburgs undersøgende installationer og Bakkehusets kernefortællinger, som har sit udspring i slutningen af 1700-tallet og de første tre årtier ind i 1800-tallet. Dengang sås portræt-silhuetten som vejen til essensen i mennesket, og kunst og videnskab gik hånd i hånd.
Med kunstnerens egne ord fra hendes nyudgivne bog knyttes der ”vibrerende tråde mellem efterladte ting og ord”.
Og præcis sådan virker hendes værker: som forbindelseslinjer mellem det sansende nu og noget, der var engang. Levet liv i et rum, der nu er forladt. En genstand, som nogen har udvalgt og føjet til en samling. En skygge, en silhuet fra et bølgende træ, som nogen har låst fast. Bevæggrunde, man får lyst at gisne om.
Udstillingen er støttet af Arbejdernes Landsbank og Knud Højgaards Fond.