Bakkehusets historie
Bakkehuset er et autentisk guldalderhjem fyldt med historie, og sammen med den omkringliggende have giver museet et stemningsfuldt indblik i 1800-tallets livsformer og indretning. Et besøg i Bakkehuset er en sanselig oplevelse af en af de mest centrale perioder i den danske kulturhistorie – guldalderen. I ægteparret Rahbeks tid kom koryfæer som H.C. Andersen, Adam Oehlenschläger, H.C. Ørsted, N.F.S. Grundtvig, B.S. Ingemann, Johan Ludvig Heiberg og mange flere i hjemmet. De bidrog alle på hver deres måde til Bakkehusets historie og unikke stemning.
De mange der besøgte Bakkehuset beskrev ægteparret Rahbek som imødekommende og jordbundne. De skabte i deres hjem et helt særligt rum for store tanker, dialog og kreativitet. Denne stemning, ånd og tradition holder vi i dag i hævd gennem vores mange forskellige aktiviteter. Bakkehuset er fortsat et hyggeligt kulturelt mødested. På museets førstesal kan man opleve skiftende udstillinger og oplæsninger, workshops, foredrag, langbordsmiddage og meget andet. Her udveksles tanker og gives rum for kreativt samvær på samme måde som i Kamma og Knud Lyne Rahbeks dagligstue for 200 år siden.
H.C. Andersen, Adam Oehlenschläger og de andre guldalderikoner
Bakkehuset er et ikon for den danske guldalder. Store dele af dansk kulturliv fandt sted i folks private hjem i første del af 1800-tallet, og det er bl.a. dette, man kan opleve på Bakkehuset i dag.
Da Kamma og Knud Lyne Rahbek flyttede ind i stuelejligheden i Bakkehuset i 1802, opstod der allerede i de første år et kulturelt miljø på stedet. Bakkehuskredsens inderste kerne bestod i de første år af ægteparret selv samt digteren Adam Oehlenschläger og Kamma Rahbeks søskende. Siden blev kredsen udvidet og folk som B.S. Ingemann, H.C. Ørsted, Henrich Steffens, H.C. Andersen, Poul Martin Møller, Christian Winther, Johan Ludvig Heiberg og mange flere fik deres gang i hjemmet. I de kommende årtier blev Bakkehuset et af de vigtigste litterære mødesteder i københavnsområdet.
Knud Lyne Rahbek
Knud Lyne Rahbek (1760-1830) var forfatter, litteratur- og teaterkritiker, professor i æstetik, teaterdirektør og redaktør af flere tidsskrifter, heriblandt ”Minerva” og ”Den danske Tilskuer”, som indeholdt både nyhedsstof, videnskabelige artikler og skønlitteratur. Rahbek var en mand af oplysningstiden, og hans mål var livet igennem at udbrede viden og dannelse. Hans værker læses sjældent i dag, men i samtiden var han en vigtig smagsdommer, og hans rolle som netværksskaber fik stor betydning for forfattergenerationen efter ham.
I 1798 giftede Knud Lyne Rahbek sig med den 15 år yngre Karen Margrethe Heger, kaldet Kamma (1775 -1829). Kamma Rahbek var både kreativt og intellektuelt begavet, talte syv forskellige sprog og havde stor viden om astronomi, musik, botanik og meget andet. Hun delte sin ægtefælles store interesse for litteratur, og sammen skabte de et kulturelt mødested for tidens forfattere, kunstnere og videnskabsmænd i deres hjem på Bakkehuset. Kamma Rahbek blev aldrig selv forfatter, men førte lange brevvekslinger med familiemedlemmer og nære venner som f.eks. digteren Adam Oehlenschläger, teologen J.P. Mynster og bibliotekaren Christian Molbech. Kamma Rahbek udfoldede sin kreativitet i forarbejdningen af æsker i pap og papir, og i årene 1825-1827 skabte hun en maleskole, ”Kunst Commerzen”, som understøttede hendes arbejde i æskeværkstedet med professionel tegneundervisning.
H. C. Andersen
Den unge digterspire H.C. Andersen (1805-1875) kom som gæst i Bakkehuset. H.C. Andersen har varmt beskrevet Kamma Rahbek og Bakkehuset i sine erindringer. Lige som andre af tidens digtere og forfattere læste den unge mand sine stykker højt for Bakkehusets værtinde for at høre hendes mening. Ifølge H. C. Andersen var Kamma Rahbek den første, der kaldte ham ved titlen “digter” og dette overbeviste ham endeligt om, at digtningen skulle være hans mål i livet.
H.C. Andersen skrev i 1822 to tragedier; Røverne i Vissenbjerg og Alfsol, som han sendte anonymt ind til Det Kongelige Teater. Knud Lyne Rahbek var teatrets censor og han afslog at opføre stykkerne. Trods dette blev H. C. Andersens møde med Rahbek og Det Kongelige Teater et vendepunkt i hans liv. Rahbek så sammen med kollegaen, Jonas Collin, H. C. Andersens talent for at skrive, og de opfordrede ham til at studere videre. H. C. Andersen fuldendte senere latinskolen og blev student i 1828. Samme år debuterede han med romanen ”Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829”. Senere begyndte han at skrive de eventyr, som skulle gøre ham verdensberømt.
Bakkehusets historiske hjørnestue
”her var unegtelig Bakkehusets midtpunkt, – Det Rum, der mere end Rahbeks Studerekammer – idet mindste i de senere Aar – gjorde Bakkehuset til en literair Celebritet.”
Sådan skriver forfatter, folkemindesamler og kunsthistoriker Just Mathias Thiele (1795-1874) om Bakkehusets gule dagligstue med bordet, hvor omkring guldaldertidens personligheder samledes. Sammenkomsterne i Hjørnestuen kunne udvikle sig til litterære seancer, hvor man lejede med klassiske tekster og jonglerede med rim, vers, form og indhold. Rundt om bordet gav man hinanden med- og modspil, og unge romantiske digtere læste op af deres værker, inden de blev udgivet. Når man mødtes for at diskutere, læse op, lytte og give kritik opstod et mangfoldigt kreativt og engagerende fællesskab ikke alene omkring kunst, men også om naturvidenskab og samfundsforhold generelt.
Men Hjørnestuens bord blev ikke kun brugt af gæster på visit. Her sad Kamma Rahbek i løbet af dagen og skrev breve, tegnede, malede, fremstillede sine berømte æsker eller arbejdede med blomster fra hendes omkringliggende have. Indimellem måtte materialerne vie pladsen for te med kandis, syltetøj og senere middag.
Adam Oehlenschläger
Digteren Adam Oehlenschläger (1779-1850) var en af de personer, som tidligt kom i Rahbeks hjem på Bakkehuset. Han lærte ægteparret at kende, før han debuterede som forfatter. I Bakkehusets åndrige miljø blev hans litterære interesser stimuleret, og her mødte han Kamma Rahbeks lillesøster Christiane Heger, som han blev forlovet med i 1800. I 1802 debuterede han med samlingen ”Digte”, som hurtigt blev efterfulgt af det succesrige drama ”Aladdin” i 1805. Oehlenschläger skrev en lang række tragedier, inspireret af den nationale historie, som blev opført ved Det Kongelige Teater, og i omkring 1819 skrev han det digt, der senere skulle blive udråbt til den danske nationalsang, ”Der er et yndigt Land”.
Oehlenschläger havde et særlig nært forhold til Kamma Rahbek. I årene 1805-1809 rejste Oehlenschläger rundt i Europa på en lang dannelsesrejse, hvor han i den periode skrev mange breve til Kamma Rahbek. En del af disse breve var udformet som en slags spøgefuld avis, der blev kaldt for ”Hundeposter”. Efter dannelsesrejsen giftede Adam Oehlenschläger sig med Christiane Heger, og de fik fire børn sammen, som også fik deres gang i Bakkehuset. Mange af Adam Oehlenschlägers personlige genstande og portrætter af forfatteren findes i dag i Bakkehuset.
Den danske guldalders historie
Bakkehusets storhedstid i begyndelsen af 1800-tallet blev starten på den danske guldalder. En periode i dansk ånds- og kulturliv, hvor kunsten og kulturen oplevede en enorm opblomstring. Set med nutidens øjne virker perioden ofte lys, rig og harmonisk, men ser man på den økonomiske, politiske og sociale virkelighed i begyndelsen af 1800-tallet, så var det en spændingsfyldt tid. I 1801 oplevede danskerne et stort militært nederlag til englænderne, og landet mistede sin stærke flåde. København led store tab under det engelske bombardement af hovedstaden i 1807, den danske stat gik bankerot i 1813, og Norge opnåede selvstændighed fra Danmark i 1814. Fra at have været et stort rige, oplevede landet at blive kraftigt reduceret i løbet af guldaldertiden.
Trods modgang i begyndelsen af perioden nåede kreativiteten nye højder inden for videnskab, kunst, kultur og filosofi, især under inspiration fra den tyske romantik. Det københavnske borgerskab havde midler til at støtte kunsten og kulturen, og mange kunstnere rejste ud i Europa for at hente inspiration og udvikle det hjemlige kunstmiljø.
Nye vinde fra Tyskland
Omkring år 1800 blæste nye vinde blandt de tyske romantikere, digtere og filosoffer. Nye tanker indenfor kunst, filosofi og litteratur kom på banen. For dem var følelserne en væsentlig kerne i mennesket og udgangspunkt for erkendelse, og de interesserede sig for tilværelsens metafysiske sider. Samtidig udviklede der sig et nyt syn på kunstneren som et særligt gudsbenådet geni. Inspireret af tyske digtere, introducerede videnskabsmanden Henrich Steffens i 1801 romantikken for et dansk publikum, og digteren Adam Oehlenschläger begyndte umiddelbart efter at omsætte den romantiske filosofi til dansk digtning. Oehlenschläger blev en stor inspirationskilde for den nye generation af unge danske forfattere.
Udover Oehlenschlägers navn knyttes guldaldertiden også til andre berømte danske forfattere som B.S. Ingemann, N.F.S. Grundtvig, Johan Ludvig Heiberg og H.C. Andersen. Videnskaben og filosofien blomstrede med hhv. brødrene Ørsted og Søren Kierkegaard. H.C. Ørsteds navn blev først og fremmest knyttet til den internationale videnskabshistorie, idet han opdagede elektromagnetismen i 1820.
Dyrkningen af det nationale
Guldaldertiden falder sammen med en generel drejning mod det nationale inden for kunst og kultur, og kunsten blev i stigende grad medvirkende til at opbygge en dansk national identitet. Dyrkelsen af historiske emner, det danske landskab, nordisk mytologi og folkedigtning blev vigtige inspirationskilder for de danske guldalderdigtere og i omkring 1819 skrev Adam Oehlenschläger den danske nationalsang, ”Der er et yndigt land”.
Inden for billedkunsten knyttes guldalderen især til kunstner og professor på Kunstakademiet, C. W. Eckersberg, som dyrkede landskabsmaleriet og havde et særligt rationelt kunstsyn. Blandt Eckersbergs elever var toneangivende kunstnere som Wilhelm Bendz, Christen Købke, Martinus Rørbye, Constantin Hansen og Wilhelm Marstrand. I Rom havde billedhuggeren Bertel Thorvaldsen etableret et værksted og hjem, og her samledes de danske kunstnere, når de valfartede til Italien for at hente inspiration. Inden for musikkens verden var komponister som J.P.E. Hartmann, H.C. Lumbye og Niels W. Gade fremtrædende, og balletmesteren August Bournonville udviklede en dansk ballettradition.
Bakkehuset – Frederiksbergs ældste hus
Bakkehuset anses for at være Frederiksbergs ældste bygning. Det nuværende Bakkehus er opført i omkring år 1674. Tæt på Bakkehuset lå på det tidspunkt landevejen til Roskilde, og i mange år blev Bakkehuset anvendt som landevejskro. Da man i 1776 besluttede at omlægge vejen til i stedet at fortsætte op over Frederiksberg Bakke forbi Frederiksberg Slot, var det ikke længere rentabelt at drive kro. I stedet blev huset lejet ud til sommergæster.
Landlige sommerophold
Bakkehusets beliggenhed viste sig at være ideel for landlige sommerophold, og dette kom på mode blandt det dannede og bedrestillede borgerskab i løbet af 1700-tallet. Bakkehuset blev med sin landlige beliggenhed på bakken, hvor der var en fin udsigt ud over det omkringliggende landskab, betragtet som et alternativ – et frirum, til det travle, trængte og beklemte byliv bag Københavns volde.
I 1780 flyttede Knud Lyne Rahbek ind som sommergæst, og i 1787 blev han fast lejer. Da Rahbek i 1798 giftede sig med Kamma Heger, flyttede de ind i hans lille ungkarlelejlighed, hvor de boede de første fire år af ægteskabet. I 1802 købte Rahbek hele Bakkehuset, og ægteparret flyttede ned i den større lejlighed i hovedfløjens stueetage, hvor man i dag kan opleve deres historiske stuer. I de tre følgende årtier udviklede Bakkehuset sig til et epicenter for dansk litteratur og kulturliv.
Efter Kamma og Knud Lyne Rahbeks død blev Bakkehuset solgt og gik en omskiftelig periode i møde, hvoraf en stor del var som ”Helbredelsesanstalt for idiotiske, svagsindede og epileptiske Børn”. I starten af det 20. århundrede var Bakkehuset meget nedslidt, og to af de fire fløjbygninger var blevet revet ned. I 1903 blev der givet tilladelse til, at man kunne vise en lille udstilling i Bakkehusets stueetage med fokus på ægteparret Rahbek. Udstillingen skabte fornyet interesse for Bakkehusets historiske betydning, og man begyndte at arbejde for, at stedet kunne blive et museum. Det lykkedes, og den 3. juni 1925 blev museet indviet under titlen ”Bakkehuset. De Rahbekske Mindestuer”. I begyndelsen bestod museet af fire stuer i stueetagen. Siden er museet udvidet af flere omgange. I 1935 skænkede historiografen Louis Bobé Bakkehuset til Frederiksberg Kommune, og i 1954 nyindrettede museumsinspektør på Nationalmuseet, Tove Clemmesen, de historiske stuer.
I 2013 blev Bakkehuset en del af Frederiksbergmuseerne og er siden blevet revitaliseret og nyindrettet. I 2017 blev den historiske have indviet samtidig med det ottekantede orangeri.
Med en fællesbillet til Frederiksbergmuseerne får du:
– Et besøg på hvert af de fire museer
– 10% rabat i museumsbutikkerne, den dag du besøger museerne
– Et år til at bruge billetten
Fællesbilletten gælder i et år
Pris: 175 kr. (spar 100 kr.)