Bakkehusets Orangeri

Københavns og Frederiksbergs bedste smørrebrød
Historien skal opleves og indoptages med alle sanser. I Bakkehusets Orangeri tager vi udgangspunkt i historiske opskrifter og metoder, men tilpasser dem til moderne smagsløg. I frokostrestauranten er alt lavet fra bunden af vores dygtige kok Anne Sofie Berlin, som har ladet sig inspirere af, hvad der blev serveret på Frederiksberg i Kamma og Knud Lyne Rahbeks tid.
I sommerhalvåret, fra den 2. maj til og med september, serveres luksus smørrebrød, kølig hvidvin, øl, hjemmelavet lemonade, kager og velbrygget kaffe og te.

Orangeriets menu
Vi serverer både vegetarisk smørrebrød og klassisk smørrebrød som rejemad, hønsesalat, laks og sild. Rosforth & Rosforth leverer Orangeriets vine, og udvalget er tilpasset, så det passer perfekt til smørrebrødet. Vores øl er økologiske og kommer fra Herslev Bryghus. Hart Bageri leverer det lækre brød, og Risteriet den gode kaffe, brygget med tid og respekt for den valgte kaffebønne. Hos Bakkehusets værtspar, Kamma og Knud Lyne Rahbek, blev der først og fremmest serveret te for gæsterne, og i Orangeriet kan man vælge mellem tre teer fra Rare Tea Company ved Henrietta Lovell. Ønsker du lidt sødt til kaffen eller teen, så prøv en af Orangeriets desserter.
Kort fortalt serverer Orangeriet det bedste luksus smørrebrød i København og på Frederiksberg – også ifølge Politikens anmelder, Birgitte Kjær, som har givet os en 5-hjertet anmeldelse, der både bemærker valg af råvarer, sans for at servere dem og skabe en indbydende stemning og alliancer med gode producenter. Med hendes ord har: ”Orangeriet helt styr på sammensætningerne. Sødt, salt, fedt, stærkt og sprødt. Lifligt!”
Vi har også veganske og glutenfrie alternativer.

Fermentering, syltning, saltning og andre historiske konserveringsmetoder
Historieformidling er bedst, når det foregår gennem alle sanser. Og samtaler er allerbedst, når de foregår over god mad og drikke. Det vidste Kamma og Knud Lyne Rahbek – og det holder i den grad stadig! Derfor er der ofte mad involveret i vores mange aktiviteter på Bakkehuset.
Men hvad spiste man i gamle dage? Hvordan konserverede man madvarerne? Hvad gør fermenteringsprocessen ved råvarerne? Orangeriets chefkok Anne Sofie Berlin tilbyder løbende workshops, hvor man kan lære at fermentere, salte, sylte og henkoge frugt og grønt.