Cisternerne
Hiroshi Sambuichi: The Water
21. marts 2017 - 2. februar 2018

2000 Frederiksberg
E: cisternerne@frederiksbergmuseerne.dk
T: 30 73 80 32
“Noget af det bedste ved “the Water”, der bør stå som et lysende eksempel i mørket for alle andre arkitekturudstillinger: Man kan opleve, se og forstå den uden at skulle læse et eneste ord.”
I 2017 indtog den internationalt anerkendte japanske arkitekt Hiroshi Sambuichi Cisternernes monumentale rum, hvor årets udstilling blev en vandring på et underjordisk hav af lys og mørke.
Gennem et helt år granskede Sambuichi Cisternernes dyb og undersøgte Søndermarkens skiftende udtryk. De talrige undersøgelser mundede ud i en forunderlig totalinstallation, hvor naturen igen fik lov at fylde vand i Cisternerne, dagslyset blev lukket ind, og planter groede i det særlige, CO2-mættede klima. Som besøgende vandrede man over vandet på en fortolkning af den japanske Itsukushima helligdom på øen Miyajima, der også er at finde på UNESCOs verdensarvsliste.
Vand, lys og luft
Sambuichi arbejder med et steds bevægelige materialer; Vand, lys og luft. Hans bygninger formgiver og tydeliggør et steds karakter og gemte kvaliteter. Den måde, iskrystaller ophobes på omkringliggende træers grene, kan bestemme en bygnings struktur, og vindens retning kan diktere et tags udformning og funktion. I stedet for at skabe en fysisk afgrænsning mellem natur og arkitektur skaber Sambuichi en sammensmeltning.
Sambuichis arkitektur drives af naturens kræfter, og hans lavteknologiske tilgang er blevet et eksemplarisk billede på, hvordan man lever bæredygtigt med naturen og imødekommer de globale udfordringer, vi står overfor i det 21. århundrede.
I Cisternerne varierede udstillingens åbningstider igennem året – i takt med dagens længde, da dagslyset var udstillingens primære lyskilde.

Om arkitekten
Hiroshi Sambuichi (f. 1968) grundlagde i 2001 Sambuichi Architects i Hiroshima. Han opnåede tidligt i sin karriere international anerkendelse og står i dag som en af den bæredygtige arkitekturs fremmeste eksperimentalister. Hans værker, der er bygget på både personlig intuition og minutiøse videnskabelige undersøgelser, opnår en bemærkelsesværdig balance mellem poetik og videnskab. Sambuichi er adjungeret professor ved Kunstakademiets Arkitektskole. Han fik i starten af 2017 tildelt den prestigefyldte Wallpaper* Design Award for Naoshima Hall som bedste nye offentlige bygning og i 2018 modtog han Velux Fondens Daylight Award.
Tak til
A. P. Møller Fonden, Augustinus Fonden, Beckett-Fonden, Det Obelske Familiefond, Dinesen, Dreyers Fond, FrederiksbergFonden, Frederiksberg Forsyning, Frederiksberg Kommune, Fujitsu, Fullstage co., Grosserer L. F. Foghts Fond, Hotel Alexandra, Knud Højgaards Fond, Kunstakademiets Arkitektskole, Ny Carlsbergfondet, Poul Johansen Fonden af 1992, RealDania, Rinken co., Scan Global Logistics A/S, Slots- og Kulturstyrelsen, Statens Kunstfond, The Scandinavia-Japan Sasakawa Foundation, 15. Juni Fonden.