STORM

Den store opfindelsesudstilling

1. oktober 2016 - 17. april 2017

Dato
1. oktober 2016 - 17. april 2017
Sted
Frederiksberg Runddel
2000 Frederiksberg


E: storm@frederiksbergmuseerne.dk
T: 38 86 05 00

Mangler du gode tips til, hvordan du kan gøre tingene på den mest besværlige måde? Det kan godt være, at den lige vej er den nemmeste og hurtigste, men måske er det også den kedeligste!

Kom og se hvordan du bruger elefanter til at presse citroner eller vækker folk med kanoner, eller få den hemmelige opskrift på, hvordan tre personer ved hjælp af blot en hund, en tromme og en blæsebælg kan få en mand til at spise sin levertran! Du vil finde en sand guldgrube af nyttige og helt uundværlige opfindelser, når Storm P. Museet i løbet af efteråret og vinteren viser opfindelsestegninger af de tre samtidige tegnere, amerikanske Rube Goldberg, britiske Heath Robinson og danske Storm P.

Opfindelsestegningerne er en ustyrlig satire over fremskridtet og de nye maskiner, der kom frem i første halvdel af det 20. århundrede. De er en hyldest til bilen, flyet, samlebåndet, barbermaskinen og al den nye mekanik og teknologi, men de udgør også en tidlig kritik af menneskets tiltro til maskinerne.

I USA tegnede Rube Goldberg (1883-1970) store og uhåndterlige maskiner, der angiveligt kunne løse alverdens problemer. Til at starte med sparede de store maskiner folk for meget tid, når de f.eks. skulle have knappet den øverste skjorteknap, senere udviklede hans maskiner sig sågar til også at kunne løse både ægteskabelige og samfundsmæssige problemer.

Nogenlunde samtidig begyndte britiske Heath Robinson (1872-1944) at skabe drømmeuniverser, hvor vi f.eks. kan betragte familien, der midt i julehyggen betjener den store anordning, der stopper gåsen med julefyld. Af de tre tegnere er Robinsons maskiner måske de mindst praktisk anvendelige – noget Robinson bl.a. udnyttede under de to verdenskrige, hvor han midt i avisernes ellers så barske krigsrapporter henrykkede læserne med sine lattervækkende fortolkninger af det tyske krigsmateriel.

Hjemme i Danmark var Storm P. (1882-1949) også fascineret af den nye teknologi, og i samme periode begyndte han ligeledes at tegne opfindelser. Han kom gennem årene vidt omkring i sit opfindelsesunivers, og ofte ‘forbedrede’ han allerede eksisterende opfindelser, opfandt f.eks. cykler, der var særligt egnede for arkæologer eller beregnet til folk, der går i søvne.

Den Store Opfindelsesudstilling 
er en enestående mulighed for – for første gang – at opleve de tre største opfindelsestegnere sammen i en udstilling, der samtidig prøver at forstå de teknologiske omvæltninger, som tegnerne lod sig inspirere af. Det bliver et festfyrværkeri af absurde opfindelser, der bevidst søger at sprænge alle rammer for kreativitet for derigennem at udfordre vores opfattelse af, hvordan vi ser på vores evigt foranderlige verden.

Udstillingen er støttet af TuborgFondet, Otto Bruuns Fond og Tegneren Robert Storm Petersens Museumsfond.