Storm P. som skuespiller

Storm P.s liv på scenen er mindre kendt, men af den grund ikke mindre omfattende. Han var fra en ung alder aktiv som varieté-, kabaret-, teater- og filmskuespiller, og optrådte i den selvopfundne metier som hurtigtegner. Men også bag scenen arbejdede han kreativt med manuskripter, scenedekorationer og kostumetegninger. Alt sammen med en karakteristisk uhøjtidelig tilgang og fordomsfri nysgerrighed.

Skønt Storm P. havde både tegnet, malet og skrevet hele sin barndom, besluttede han som 20-årig, at sætte sin lid til en karriere inden for skuespillet. På dette tidspunkt havde han stået i lære som slagter i nogle år og havde også forsøgt sig som letmatros på et skib til Newcastle i 1901 med sin onkel Willadsen. Han havde gået på Teknisk Skole en vinter, stået i malerlære en enkelt dag, og havde fra sit kælderkontor i flere år været opsat på at starte sit eget reklamefirma. Det sidste blev ikke påskønnet af faren, og Storm P. lod det derfor blive ved drømmen.

At det lige var skuespillerhvervet, han kastede sig over, er ikke så besynderligt endda. Som barn havde den lille Robert ofte været på det folkelige privatteater Casino med sin far, og som ung tog han i varieté- og forlystelsesetablissementet Scala eller i Cirkus Varieté. Disse teatre fungerede omkring århundredeskiftet som sociale mødesteder, og herunder også som beværtninger og spisesteder. Det københavnske forlystelsesliv, som teatrene var en del af, var besøgt af slagterlauget i særdeleshed og folk fra søen og havnen. Der var derfor en meget fri tone disse steder, og støjende opførsel blandt publikum var almindelig, ligesom skuespillerne blandede sig med publikum efter forestillingerne. Hjemme hos familien Petersen på Ingemannsvej var der tit selskab om søndagen, og til middagen kom mange skuespillere fra Casino, deriblandt husvennen William Pio, der var kendt som Casinos populære karakterkomiker.

Begyndelsen på et langt liv ved scenen

Mens Storm P. stod i lære som slagter, var han medlem af en dramatisk forening, og hans første sceneoptræden var således som humoristisk oplæser i Koncertpalæet år 1900, i en alder af 18 år, hvor han i mellemakten skulle deklamere udvalgte scener fra Oehlenschlägers “Hagbart og Signe”.

Som medstifter af  “Oncle Sam – The Danish American club” (Klubben beholdt den forkerte stavemåde), som også udgav et blad, tog han og kammeraterne ofte ud i foreninger og optrådte med amerikansk knockabout. Den amerikanske knockabout gik i sin enkelthed ud på at skabe mere og mere kaos på scenen via komiske optrin, og bestod af en række indøvede situationer, ofte akrobatiske, kædet sammen improvisatorisk. Figurerne i denne genre var vagabonder i grimt og hullet tøj, som bar rundt på absurde effekter, der i numrene hovedsagligt blev brugt til at slå hinanden med.

I ungdomsårene var Storm P. og vennen Georg Greibe stamgæster i Cirkus Varieté i Cirkusbygningen hver lørdag aften i vinterhalvåret. På denne scene optrådte blandt andre Charlie Chaplin, W. C. Fields, Klovnen Grog og den komiske musiker Lavater Lee. Fuld af begejstring for den kropslige komik skabte Storm P. sammen med én af kammeraterne fra Oncle Sam Klubben et knockaboutnummer, som de fik held til at optræde med en enkelt aften på Arenateatret i Tivoli i året 1902 (hvor den gamle guldgraver Thor Jensen var direktør). De to artister kaldte sig “Irving og Cooper – American comedians”. Navnene er højst sandsynligt taget fra de to populære amerikanske forfattere Washington Irving og James Fenimore Cooper, der begge var kendt for deres humoristiske og politisk satiriske fortællinger fra første halvdel af 1800-tallet. Nummeret blev en succes, men Storm P. takkede efterfølgende nej til en måneds kontrakt af frygt for farens misbilligelse.

I året 1903 tog Storm P. mod til sig og søgte ind som skuespillerelev på Casino. Forinden havde han taget timer hos familiens ven William Pio, efter aftale med Storm P.s far. Til ansættelsessamtalen hos Casinos direktør, Martinius Nielsen, og hans frue, Oda Nielsen, diskuterede de to ansøgerens potentiale. Hans spinkle korpus talte ham imod, men han blev alligevel antaget på grund af hans kønne ydre og nette fremtoning.

Storm P. debuterede som “professionel” i 1903 på Casino i komedien “Madame Sans-Gêne” i en lakajrolle og medvirkede i en række skuespil ved denne scene indtil 1907. Dog fik han kun tildelt ganske små roller, hvilket han selv ironiserer over i sine skrifter. Da Martinius Nielsen i 1905 måtte forlade Casino tog han Storm P. med sig til Dagmarteatret, hvor han også var direktør. Her var Storm P. tilknyttet indtil 1909. Både på scenen og bag kulissen kom han med ustyrlige indfald, til stor morskab for kammeraterne bag tæppet. Af og til forstyrrede løjerne forestillingens gang, og Storm P. havde i den anledning flere længere samtaler med Martinius Nielsen , men han blev altid tilgivet – næsten da. Om sin skuespillerkarriere, skriver han selv:

Jeg nåede aldrig at blive skuespiller, måske var det mangel på talent – eller var det mangel på naivitet, tro på den hellige ild – eller var det simpelthen en evig trang til at gøre grin med borgermusikken. Det var så vanskeligt for mig at bevare alvoren, da jeg kom bag kulisserne – jeg havde den bedste vilje – men jeg kunne ikke lade være med at synes det hele var noget fjollet noget, som et voksent mandfolk ikke kunne tage alvorligt. Det kan også være at det netop var alvoren, der fik mig til at gøre grin med Madam Thalia – men havde jeg ret til at spøge – jeg, der intet havde vist?

Kabaretten – idéerne blomstrer

Som medlem af Dansk Skuespillerforbund var han så heldig, at han i 1906 ved lodtrækning vandt et rejselegat. Man anbefalede ham at tage til London, arnestedet for den klassiske skuespillerkunst, men Storm P. valgte at tage til Paris, formodentlig tiltrukket af byens berygtede og forrygende kabaret- og varietéliv. Denne rejse blev kilde til en voldsom kunstnerisk inspiration på mange måder, og det var også i Paris, at han stiftede bekendtskab med de nye strømninger og stileksperimenter indenfor malerkunsten.

Det var først og fremmest i kabaretten, at Storm P. kom til at udfolde sit specielle sceniske talent. I 1913 debuterede han som varietékunstner og hurtigtegner i “Cirkus Varieté”. Inspireret af den parisiske intime kabaret (som oftest foregik i små barer og lokaler uden afstand mellem scene og sal) var han en af hovedkræfterne i Københavns første kunstnerkabaret, “Edderkoppen”. Kabaretten åbnede i 1914 i Frederiksberggade 27 af den svensk-fødte sangerinde, Anne Petterson Norrie. Storm P. kom til kabaretten nærmest ved et tilfælde – en aften var han gæst i selskab med nogle journalister, som tidligere havde set ham på slap line. De opfordrede ham til at optræde, og han blev herefter antaget ved scenen til at fremføre sine monologer. Efterhånden optrådte han både som hurtigtegner, tryllekunstner, konferencier og fortæller og fortsatte ved kabaretten indtil 1918. Mest kendt fra denne tid er nok monologen “13 Øre – alt iberegnet”, men mange af hans optrædener vakte succes og blev flittigt citeret. Storm P. bidrog selv til udbredelsen ved at udgive monologerne i samlinger med andre litterære tekster fra 1915.

Som kabaretkunstner turnerede han, med skiftende partnere, ved de danske badehoteller i somrene 1915 – 1922. Fra tiden på Dagmarteatret havde Storm P. fået en god ven i pianisten Valdemar Willumsen. De to delte drømmen om at rejse til Amerika, og allerede i 1914 startede de en turné ud i det danske land og nåede også til Kristiania i Norge, før 1. Verdenskrig brød ud. Derefter måtte deres turnéplaner til Tyskland aflyses og Amerika-drømmen udskydes. “Willum og Storm”, som de kaldte sig, udviklede et nummer, hvori Storm P. optrådte som excentrisk hurtigtegner og knockabout, mens Willumsen ved flygelet agerede nogle af historiens store komponister. De fortsatte deres samarbejde i “Edderkoppen” og sparede sammen til at realisere Amerika-rejsen, så snart krigen sluttede. I august 1919 tog de endelig båden til New York med store forhåbninger om en blændende karriere i USA. Men det blev ikke helt som forventet. Storm P. længtes efter Danmark, og i november samme år vendte de hjem igen.

I årene 1921-26 var han igen på de skrå brædder tilknyttet den lille revy og kabaretscene “Bonbonnieren”, som fandtes i Industribygningen på Rådhuspladsen. Her udfoldede han sig bl.a. i crazykomiske sketcher sammen med skuespilleren Christian Arhoff, og de blev hurtigt kendt som “Storm og Stille”. Duoen stod for det improviserede og uforudsigelige vanvid. De to fortsatte samarbejdet dels i ensemblet “Co-optimisterne”, en revytrup dannet af Ludvig Brandstrup i 1925 efter engelsk forbillede med ordet og satiren i centrum – og dels på kabaretscenen Riddersalen 1926-30, hvor Storm P. var kunstnerisk leder.

Filmen som legeplads

Ved siden af arbejdet på teatrene (og som satire- og bladtegner) medvirkede Storm P. i en række danske stumfilm. Filmen var i starten af århundredeskiftet et nymodens fænomen, betragtet som underlødig underholdning, og det var derfor ikke særlig velset blandt skuespillere at medvirke. Dette lod Storm P. sig dog ikke bremse af. Den første film, Storm P. medvirkede i hos Nordisk Film, var “Røverens brud” fra 1907, og over årene nåede han at medvirke i lidt over 30 stumfilm og 2 tonefilm. Flere af disse stumfilm havde Storm P. selv skrevet drejebog til og/eller assisteret som dekorationsmaler.

Balletten “Benzin” – et scenisk stileksperiment

Storm P. kastede sig over en mængde af genrer, og han står også for skabelsen af den første danske satiriske og humoristisk- absurde ballet. På initiativ fra vennen og komponisten Knudåge Riisager, skabte de to manuskriptet til balletten “Benzin”, tænkt som et absurd modstykke til Johan Herman Wessels “Kærlighed uden strømper”. Men libretto, kostume- og dekorationstegninger og musik blev blankt afvist af Det Kongelige Teater, da manuskriptet blev indleveret i 1928.

To år senere, da Adam Poulsen i 1930 overtog chefposten på Det Kongelige Teater, engagerede han straks Storm P. til teatret som skuespiller. Balletten blev taget op til fornyet overvejelse og anden juledag samme år faldt premieren. “Benzin”, som blev danset af Den Kongelige Ballet, med Storm P. selv som medspiller på scenen, blev en rungende fiasko. Publikum peb og buhede, og balletten fik kun lov at spille tre aftener, førend teaterledelsen gav efter for kritikken og tog den af plakaten.

Klovnen udfolder sig

I årene 1930 – 1932 var Storm P. fast tilknyttet scenen på Kongens Nytorv som karakterskuespiller, men faktisk havde han allerede haft ansættelse ved teatret ved to tidligere forestillinger. Den første i 1924, hvor han spillede med i Holbergs stykke “Pernilles korte Frøkenstand” – en mindeforestilling for skuespilleren Olaf Poulsen. Og den anden i 1926, da han medvirkede i Shakespeares “Trold kan Tæmmes”, opført i Kronborg Slotsgård i anledning af Helsingørs 500 års købstads jubilæum.

Storm P. fik godt nok stadig kun tildelt biroller, men ved forestillingerne på Det Kongelige Teater, fik han alle muligheder for at agere klovnetyper, og som sådan give et absurd og humoristisk pift til scenens magi. Blandt forestillinger, han medvirkede i, kan nævnes Holbergs “Den Stundesløse” og Shakespeares “En Skærsommernats drøm” og “Hellig Trekongers Aften”.

Storm P.s sidste sceneoptræden blev i Stig Lommers “Bar Nyt Revyen” på Betty Nansen Teatret i 1936. Her viste han sig endnu engang som en original komiker, der med barokke påfund skabte en række festlige typer. Der er intet, der tyder på, at Storm P. tog en drastisk beslutning om at forlade scenen, snarere var det en beskæftigelse, som helt umærkeligt ebbede ud.

På overfladen kunne det se ud som om, at Storm P. kastede sig ud i udfordringerne uden nogen forbehold, men man kan læse, at han tvivlede undervejs. Fra Storm P.s dagbogsoptegnelse (12. marts 1921):