30.11.22

Humor-historisk sensation! /

Da DR2 i 2010 sendte programserien Landeplagen, som omhandlede forskellige store danske hits handlede afsnit 9 om ”Vuffeli-vov", hvor værten Jacob Riising gennemgik nummerets historie. En del af udsendelsen blev optaget på Storm P. Museet, og alle kræfter blev sat ind på at finde en specifik Storm P. tegning, så den kunne vises i udsendelsen, men uden held. Tegningen var ikke at finde.
Det er den nu!

Humor-historisk sensation, “Jordbær for sjov” er fundet!

De fleste kender Shu-bi-duas sang “Vuffeli-vov” fra 1977, der handler om en mands store kærlighed til sin hund. ”Du kan få kvinder og kager og jordbær for sjov … men der er intet så skønt som en vuffeli vov.”

Ifølge et interview med Michael Hardinger og nu afdøde Michael Bundesen kom ideen til sætningen “Jordbær for sjov” fra en Storm P. tegning, som Hardinger havde set i en bog.

Sætningen stod på et skilt i baggrunden bag to mænd i et restaurant interiør, men havde intet med tegningens pointe at gøre. I øvrigt et typisk træk hos Storm P., hvor man altid får meget mere “for pengene” end en enkelt joke. I talrige andre tegninger med lignende optrin på værtshuse og restauranter ses besynderlige retter som averteres på menuen som f.eks. “Vandrør i peberrodssauce.” Ofte som en ironisk kommentar til forsyningsknapheden under besættelsen.

Jordbaer_for_sjov-STORM_Shu Bi Dua

Jordbær for sjov fundet!

Da DR2 i 2010 sendte programserien Landeplagen, som omhandlede forskellige store danske hits handlede afsnit 9 om ”Vuffeli-vov”, hvor værten Jacob Riising gennemgik nummerets historie. En del af udsendelsen blev optaget på Storm P. Museet, og alle kræfter sat ind på at finde en specifik Storm P. tegning, så den kunne vises i udsendelsen, men uden held. Tegningen var ikke at finde. En formildende omstændighed er, at Storm P. anslået har tegnet over 50.000 tegninger, hvoraf kun godt 30.000 findes i museets samling.

Tegningerne er registreret digitalt med hovedteksten, men hvis der optræder andre biprodukter af sublime sprogblomster på skilte eller andet, er det ikke registreret. Det vanskeliggjorde søgningen. Museumsinspektøren måtte bide den faglige skuffelse over ikke at kunne finde tegningen i sig år efter år indtil i fredags!

Under research til et foredrag med fokus på Storm P.s humor om nydelse af alkohol dukkede tegningen op. Inspektøren måtte slå en baglæns saltomortale af glæde og tømme en flaske champagne! Her er tegningen! – et vidnesbyrd om kontinuitet og historisk tradition i dansk humor og sprogbegejstring på tværs af generationer af danske humorister.