03.03.22

Astrid la Cour modtager Carl Jacobsens Museums-mandslegat

Onsdag den 2. marts blev Ny Carlsbergfondets Kunstpriser uddelt ved fondets årlige prisfest på Ny Carlsberg Glyptotek. Museumsdirektør Astrid la Cour blev her hædret med Carl Jacobsens Museumsmandslegat.

Frederiksbergmuseernes direktør Astrid la Cour modtager Carl Jacobsens Museumsmandslegat som er en del af Ny Carlsbergfondets Kunstpriser og gives til en eller flere museumspersoner, der med betydende faglighed og professionalisme formår at skabe fornyende og udviklende rammer for kunstens repræsentation.  

Bestyrelsesmedlem i Ny Carlsbergfondet, Morten Kyndrup, udtalte bl.a. følgende i sin tale ved prisoverrækkelsen:

Astrid la Cours indsats har været idérig, nybrydende, substantiel. Men først og fremmest har den været u-selvfølgelig. Det er vigtigt og beundringsværdigt i en tid hvor rigtig mange er mere optaget af at holde sig til det selvfølgelige.”

Ny Carlsbergfondets andet museumsmandslegat blev tildelt Pia Wirnfeldt fra CLAY keramikmuseum Danmark. Kunstnerlegaterne blev i år tildelt Lea Porsager og Tue Greenfort. Elmgreen & Dragset blev tildelt Ny Carlsbergfondets Hæderslegat.

Om Ny Carlsbergfondets Kunstpriser

Brygger Carl Jacobsen, Ny Carlsbergfondets stifter, har fødselsdag den 2. marts, og i den anledning uddeler fondet hvert år priser til dansk kunst ved en faglig reception i Festsalen på Glyptoteket. Med kunstpriserne anerkender fondet personer, der yder en særlig indsats i det danske kunst- og museumslandskab. At værdsætte og fremhæve kunstneres og museumsfolks præstationer over tid er til gavn for hele kunstlivet i Danmark, og prisuddelingerne er derfor en naturlig del af Ny Carlsbergfondets virke.

Astrid la Cour har siden 2015 været direktør for Frederiksbergmuseerne. Inden da har hun bl.a. været kunstnerisk leder af Cisternerne og Møstings Hus, og kunstanmelder på Berlingske. Hun er uddannet cand.mag. i Æstetik og kultur fra Aarhus Universitet. Astrid la Cour har stået i spidsen for en fusion af Cisternerne, Møstings Hus, Bakkehuset, Storm P. Museet og Alhambra. De to sidstnævnte er nu et samlet museum for humor og satire; STORM. Frederiksbergmuseerne har de sidste år gennemgået en markant udvikling på både formidlingsområdet, og ift. de fysiske rammer og fremstår nu som en styrket samlet enhed. Særligt har Cisternerne markeret sig med en femdobling af besøgstallet samt national og international bevågenhed.

Filmen er produceret og udarbejdet af Ny Carlsbergfondet i forbindelse med uddelingen af Carl Jacobsens Museumsmandslegat 2022.