Flersproget / Amina Elmi og Kamilla Löfström i samtale
Lyt med, når Amina Elmi denne aften læser op fra sin digtsamling og i samtale med litteraturkritiker Kamilla Löfström udfolder sine digte og betydningen af at være flersproget.
Amina Elmi bragede ind på den litterære scene i 2023 med digtsamlingen Barbar (Tavshedens objekt), som hun også vandt Bogforums Debutantpris for. Elmi er dansk-somalisk, og bogen er et forsøg på at skabe et nyt sprog, der kan rumme begge dele. Fyldt med sorg og vrede skriver hun sig ind i og op imod den danske litteraturhistorie.
Lyt med, når Amina Elmi denne aften læser op fra sin digtsamling og i samtale med litteraturkritiker Kamilla Löfström udfolder sine digte og betydningen af at være flersproget – både som menneske og som kunstner.
——
Amina Elmi dimitterede fra forfatterskolen i 2023 og debuterede samme år med digtsamlingen Barbar (Tavshedens Objekt).
Kamilla Löfström er lektor ved Københavns Universitet i Litteraturvidenskab og litteraturanmelder for Information.
Foto: Sara Galbiati