“Man tager hvad man har!" / Når elever digter videre på H.C. Andersens ufærdige eventyr
(Pt. ikke tilgængeligt, kontakt os for alternativer) - I Bakkehusets samling findes et næsten færdigt manuskript til et eventyr. Det handler om, hvordan børn og voksne kan digte sammen og bruge ting og fortællinger som inspiration. I undervisningsforløbet får eleverne indsigt i H.C. Andersens skriveproces og arbejder selv videre på det ufærdige manuskript.
Mellemtrin
Dansk, Historie
Bakkehuset
Forløbet er pt. ikke tilgængeligt, da Bakkehuset midlertidigt er lukket. Kontakt os for alternativer (læs nederst).
”Man tager hvad man har”, skrev H.C. Andersen med snirklede bogstaver i det håndskrevne udkast til eventyret I Børnestuen, der findes i Bakkehusets samling. Fra kilder ved vi, at han har digtet på historien, siden han var barn. Eventyret handler om et barn og en voksen, der digter en komedie sammen, ud fra de ting de finder i en legetøjsskuffe, og ud fra den litteratur de allerede kender.
I undervisningsforløbet tager vi udgangspunkt i det originale manuskript. Eleverne får genfortalt eventyret og får indblik i Andersens kreative skriveproces. Derefter skal de selv skrive videre på det ufærdige eventyr.
Klassen får udleveret et klassesæt af undervisningsmaterialet Man tager hvad man har! Og har mulighed for at lytte til oplæsning af eventyret i Frederiksbergmuseernes app.
Lyt også til en oplæsning af digtet her »
H.C. Andersen og Bakkehuset
Bakkehuset lå i 1800-tallet helt ude på landet, men blev flittigt besøgt af de københavnske forfattere og kunstnere, der kom vandrende inde fra byen – her var der frisk luft og godt selskab i huset, hvor Kamma og Knud Rahbek boede. En af dem der kom, var den unge H.C. Andersen, og fra et af hans breve ved vi, at Kamma læste hans tekster, og at hun som den første kaldte ham en rigtig digter – det betød meget for den unge forfatterspire.
Knud var mere kritisk over for den unge mands kunstnerdrømme, men var med til at få ham ind på Slagelse latinskole, så han kunne uddannes og udvikle sit talent. Senere blev Andersen den berømte digter, hvis eventyr vi alle sammen kender, og flere af hans breve og manuskripter findes nu i Bakkehusets samling.
Booking
Forløbet er pt. ikke tilgængeligt, da Bakkehuset midlertidigt er lukket.
Kontakt os på undervisning@frederiksbergmuseerne.dk for alternative forløb.
Se også vores undervisningstilbud her.