STORM

Theodor Kittelsen: Liv og død, folk og trolde

22. januar 2016 - 17. april 2016

Dato
22. januar 2016 - 17. april 2016
Sted
Frederiksberg Runddel
2000 Frederiksberg


E: storm@frederiksbergmuseerne.dk
T: 38 86 05 00

Med Liv og død, folk og trolde viser Storm fra den 22. januar 2016 for første gang i Danmark en udstilling med værker af Theodor Kittelsen, en af Norges mest folkekære kunstnere. Kittelsen er især kendt som illustrator af folkeeventyr og som formgiver af den norske trold, som vi kender den – knortet og grov som født af skoven og urfjeldet. Han var imidlertid en meget sammensat kunstner, også kendt og elsket som både satiriker, humorist, symbolist og maler af fantastiske norske landskaber.

I dag er Kittelsen mere populær end nogensinde i Norge, og han blev i 2014 bredt fejret i hjemlandet i anledning af 100-året for hans død. Hans kunst appellerer bredt og bl.a. har både fantasy-fans og metal-musikkulturen taget hans billeder til sig.

Det er derfor med stor fornøjelse, at Storm P. Museet nu kan præsentere Kittelsen og hans fantastiske billeder for et dansk publikum. Udstillingen bliver en hjørnesten i rækken af museets udstillinger med kunstnere, som både har et kunstnerisk slægtskab med Storm P., og hvis produktion ofte er skabt til tidens publicistiske medier. Kunst som udtrykker sig i feltet mellem populær- og såkaldt finkultur. Både Storm P. og Kittelsen havde stor betydning for dannelsen af deres respektive landes selvforståelse i det 20. århundrede. Den sociale indignation, humoren og satiren havde de tilfælles. De valgte begge at arbejde med besjæling af dyr, stemninger og objekter, en tradition dybt forankret i europæisk litteratur- og kunsthistorie. De fik desuden begge tilknytning til den symbolistiske bevægelse i kunsten, og også arbejdet som levebrødstegnere blev et livsvilkår, de kom til at dele.

Udstillingen vil vise eksempler på Kittelsens kunst i mange stilarter, materialer og teknikker fra satiretegning og bogillustrationer til akvareller og oliemalerier. Udstillingen præsenterer flere temaer, da Kittelsens værker spænder vidt. Det bliver en rejse fra eventyrverdenen og mytologien over Kittelsens bogværker som Svartedauen, en suite i tekst og billeder om pesten, den sorte død, til humor og satire og endelig naturlyrikken i hans landskabsmalerier. Man kan spore en klang i Kittelsens værk, som bibringer det en egen mystisk, skandinavisk tone. Han ramte noget centralt hos nordmændene, og hans kunst har været med til at forme måden, hvorpå de ser sig selv og den vilde natur.

Udstillingen er støttet af Augustinus Fonden, Kong Olav V’s Fond, Aage og Johanne Louis-Hansen Fonden, L. Zeuthens Mindelegat, Frimodt-Heineke Fonden samt Fondet for dansk-norsk Samarbeid.