Cisternerne

SUPERFLEX: It is not the end of the world

16. marts 2019 - 30. november 2019

Dato
Fast udstilling
16. marts 2019 - 30. november 2019
Sted
Cisternerne i Søndermarken overfor Frederiksberg Slot
2000 Frederiksberg
30 73 80 32
cisternerne@frederiksbergmuseerne.dk

“Kunstnerkollektivet Superflex indtager en af Europas mest originale kunsthaller, Cisternerne”

Kristligt Dagblad

I hele 2019 kunne publikum opleve hvordan det danske kunstnerkollektiv SUPERFLEX havde omformet og oversvømmet det tidligere vandreservoir på Frederiksberg, der i dag fungerer som Hovedstadens underjordiske kunsthal.

A lazy image

Et omklædningsrum var det første du mødte i den omfattende installation ”It is not the end of the world”. Nu måtte man skifte til gummistøvler, før man kunne fortsætte ind i udstillingen.

Kunstnergruppen SUPERFLEX havde iscenesat en tidsrejse ind i fremtiden i de mørke, underjordiske cisterner. En oversvømmelse havde fundet sted, forfaldet var i gang og på rejsen ind i det ukendte, stødte den besøgende på levn fra en fjern fortid: vores egen nutid. I det grotte-lignende og anderledes klima i Cisternerne, oplevede man ikke blot udstillingen gennem synssansen, men med hele kroppen.

Et af de elementer man mødte dybest inde i Cisternerne, var et landskab af oversvømmede toiletter. En skulpturel form, frarøvet sin oprindelige funktion, ikke ulig det tidligere vandreservoir. Men det var ikke et hvilket som helst toilet. Badeværelset var en eksakt kopi af et toilet fra sekretariatet for the United Nations Framework Convention on Climate Change (UNFCCC) i Bonn, Tyskland, som i Cisternerne stod som et billede på menneskets forbrug og den globale kamp for at rette op på den skade, det har medført

Det er det modsatte af et trygt sceneri, Superflex har skabt. (…) Billeder fra alle mulige dystopiske film og serier om en postapokalyptisk verden dukker op i erindringen.”

Berlingske

Med udstillingen “It is not the end of the world” vendte SUPERFLEX det dystopiske scenarie, hvor menneskeheden ikke længere eksisterer, til et mere nuanceret narrativ. Som titlen anslår, henviste kunstnergruppen til, at de fremtidige klimaændringer muligvis kan være enden på menneskeheden, men ikke verdens ende – planeten skal nok klare sig uden os.

Installationen Power Toilets / UNFCCC som var en del af “It is not the end of the world” var designet i tæt samarbejde med NEZU AYMO architects.

”En vedkommende udstilling, der nok skal give anledning til diskussion”

Politiken
A lazy image

Om kunstnerne

Det danske kunstnerkollektiv SUPERFLEX blev grundlagt i 1993 af Jakob Fenger (f. 1968), Bjørnstjerne Christiansen (f. 1969) og Rasmus Nielsen (f. 1969).

Gennem deres kunstneriske praksis udfordrer de kunstnerens rolle i samfundet og udforsker globaliseringens natur- og magtsystemer. SUPERFLEX beskriver deres kunstneriske koncepter som ’tools’. De er værktøjer til at påvirke eller gribe ind i den virkelighed de omhandler. Kunstværkerne er ikke bare passive objekter, men aktive elementer til at ”gøre noget med.”

Herhjemme er SUPERFLEX blandt andet kendt for folkeparken Superkilen på ydre Nørrebro (2011), som de tegnede i samarbejde med arkitekt Bjarke Ingels. I 2002 lavede kunstnergruppen plakaten ”FOREIGNERS, PLEASE DON’T LEAVE US ALONE WITH THE DANES!”, der blev hængt op overalt i byen som en kommentar til den hårde tone i den offentlige debat vedrørende integrationspolitikken. Indtil foråret 2018 viste kunstnergruppen den omfattende udstilling ”ONE TWO THREE SWING!” i den enorme, prestigefyldte turbinehal på Tate Modern i London. Udstillingen kom senere til Danmark, hvor den blev vist på Copenhagen Contemporary (CC).

A lazy image

Usædvanligt sci-fi-udstillingskatalog

Kataloget til SUPERFLEXs udstilling i Cisternerne var en litterær pendant til udstillingen og det post-apokalyptiske univers. Det rigt illustrerede, ukonventionelle katalog er skrevet af sci-fi-forfatteren Peter Adolphsen (f. 1972) og er et anderledes indspark i klimadebatten. Peter Adolphsen er kendt for sin form-eksperimenterende tilgang til litteraturen. Værkerne kombinerer ofte umiddelbart modsatrettede lag som det hverdagslige og det mystiske, videnskab og det overnaturlige – og ofte med en filosofisk bundklang.

Fremtidens klimaændringer betyder muligvis menneskehedens endeligt, men det er ikke nødvendigvis verdens ende. Jordens fremtid tegner sig fuld af muligheder, det bliver måske blot uden os. Netop dette er udgangspunktet i Peter Adolphsens tekst i kataloget til SUPERFLEX’ udstilling. Her lader Adolphsen planeten Jorden tale til en uddøende menneskerace i en ikke så fjern fremtid:

”Dette er min sjette masseudryddelse. Selvfølgelig er disse begivenheder triste – al denne død og lidelse – men de følges uvægerligt af så meget nyt liv. Evolutionen tager virkelig nogle sære drejninger efter bare få millioner år. Tingene hopper. Jeg tænker tilbage på disse tider efter masseudryddelserne som de bedste tider i mit liv. Alle disse ledige pladser i økosystemerne, bristefærdige af fremtidsløfter om underlige organismer. Livet er blindt, men finder ikke desto mindre altid en vej.”

Peter Adolphsen

TAK TIL

Arbejdernes Landsbank, ART 2030, Augustinus Fonden, Det Obelske Familiefond, Frederiksberg Fonden, Frederiksberg Kommune, Grosserer L. F. Foghts Fond, Knud Højgaards Fond, Statens Kunstfond, Viking Footwear