STORM
Storm P.s Verden - En rejse gennem humor og satire
Permanent
2000 Frederiksberg
E: storm@frederiksbergmuseerne.dk
T: 38 86 05 00
Udstillingen inviterer publikum til at opleve, hvordan Storm P. ser Danmark og verden gennem sin humoristiske linse. Her kan du finde både underholdning, refleksioner over tilværelsen og samfundsproblemer, som stadig er aktuelle i vores tid.
”Jeg er ikke morsom, det er, derimod, det jeg ser”
Robert Storm Petersen, bedre kendt som Storm P. (1882-1949), ser på danskerne og verden med et skarpt blik, som han omsætter til humor og satire. Hans evne til at ramme tidsånden og observere samfundets små og store paradokser gør ham til en uundgåelig skikkelse i dansk kultur, og hans popularitet har formået at strække sig på tværs af generationer.
Storm P.s omfattende produktion på over 30.000 tegninger, der befinder sig i museets samling, giver et indblik i en betydningsfuld historisk periode set gennem humorens perspektiv. Udstillingen Storm P.s Verden præsenterer et væld af disse værker, fra tegninger og malerier til film, bøger og monologer. Tilsammen fremhæver de hans alsidighed og evne til at krydse genrer og medier.
Humor, skøre opfindelser og kritisk refleksion
Storm P.s Verden indeholder en række elementer, der giver besøgende mulighed for at opleve hans univers på en sjov og engagerende måde.
Humoren springer klart frem i Storm P.s fantasifulde tegninger og opfindelser, der belyser dagligdagens absurditeter og menneskets natur. I opfindelsesrummet kan børn og voksne lade sig inspirere af hans skøre opfindelser og skabe deres egne vanvittige ideer. Udstillingen inviterer også ind i Storm P.s arbejdsværelse, hvor personlige genstande giver et indblik i hans kreative processer og afslører de inspirationskilder og arbejdsmetoder, der ligger bag hans kunst.
Udstillingen undersøger Storm P.s betydning som både humorist og seriøs billedkunstner med særligt fokus på hans malerier og akvareller.
Udover at fejre hans humor og kunst retter udstillingen også blikket mod de mere komplekse temaer i hans værker. Den udforsker de blinde vinkler i hans arbejde, herunder de stereotype skildringer af køn og etnicitet, som var udbredte i hans samtid, og hvordan disse reflekterer samfundsproblemer, der stadig er relevante i dag. Denne del af udstillingen opfordrer til en kritisk dialog om både Storm P.s perspektiver og vores samtid.
Med Storm P.s Verden vil STORM fortsætte sin målsætning om at være et forum for diskussion om humorens rolle i vores kultur og historie.
Bliv klogere på Storm P.
Oplev hvordan Storm P.s ser Danmark og verden gennem sin humoristiske linse. Her kan man finde både underholdning og refleksioner over tilværelsen og samfundet, som stadig er aktuelle i vores tid.