Møstings

Oscar Eriksson Furunes: GLITRA

19. juni 2026 - 13. september 2026

Dato
19. juni 2026 - 13. september 2026
Sted
Andebakkesti 5
2000 Frederiksberg

T: 69 13 80 90
E: moestings@frederiksbergmuseerne.dk

Oscar Eriksson Furunes’ udstilling GLITRA inviterer til refleksion over queerpersoners levede erfaringer og de fortællinger, der historisk har formet og fortsat former forståelsen af queer liv. Udstillingen insisterer på kompleksiteterne og det modsætningsfyldte i queererfaringer og minder os om, hvordan progressive bevægelser for frihed og lighed både rummer historier om smerte, konflikter og sårbarhed og om glæde og sammenhold.  

Med afsæt i queerhistoriske arkivfotos og kulturelle koder udforsker Furunes spændingsfeltet mellem det synlige og det usynlige, det vedholdende og det flygtige, det personlige og det kollektive. Værkerne i GLITRA viser fotografiske fragmenter fra queermiljøer på tværs af tid og sted. Vi møder ansigter, kroppe, berøringer og øjeblikke helt tæt på, men filtreret gennem farvede støbte flader, der samtidigt slører og fremhæver motiverne. Her er intet fuldt blotlagt uden også at være beskyttet: fladerne danner en hinde omkring fortællingerne, holder dem på afstand, men de skærper også vores opmærksomhed på det, vi får at se. 

Med dette kunstneriske greb trækker Furunes tråde til de beskyttende lag, queerpersoner gennem tiden har været nødt til at udvikle som strategi og reaktion på den vold og marginalisering, omverdenen har mødt dem med. Referencen til beskyttelse går igen i udstillingens gulvinstallation, hvor sneglehuse fyldt med glitrende, grønt glas bliver billeder på det skjold, queerpersoner har skullet bære med sig. Fyldet henviser til en historisk kulturel kode i farven grøn, der har fungeret som et diskret tegn til gensidig genkendelse, særligt blandt homoseksuelle mænd. Samtidig peger sneglehusets porøsitet på, hvor skrøbeligt skjoldet er, hvorfor vi som publikum i GLITRA må træde varsomt. 

Oscar Eriksson Furunes (f. 1991) er en norsk-svensk kunstner og arkitekt. Han dimitterede fra Kunstakademiet i Malmø i 2023 og bearbejder i sin praksis historisk materiale ved at tillægge det personlige referencer, gestusser og koder. Tematisk interesserer han sig for grænser og overlap mellem det, vi opfatter som henholdsvis personlig individuel historie og kollektiv offentlig historie. 

Udstillingen er generøst støttet af 15. Juni Fonden, Augustinus Fonden og Statens Kunstfond. 

Foto: Helene Toresdotter

Anmeldelse
ATLAS1. juli 2026
Out & About5. juli 2026