STORM

Latterfronten: politisk satire under 2. verdenskrig og idag

5. juni 2020 - 19. september 2021

Dato
5. juni 2020 - 19. september 2021
Sted
Frederiksberg Runddel
2000 Frederiksberg


E: storm@frederiksbergmuseerne.dk
T: 38 86 05 00

Liva Weel synger en vise om at gøre modstand forklædt som en kærlighedssang, og Hitler vasker sine blodige hænder. Trump viser bar røv til Dronningen, og fra en kran over Rådhuspladsen forklarer Kirsten Birgit danskernes politikerlede.

I udstillingen Latterfronten – politisk satire under 2. verdenskrig og i dag kan du opleve et tankevækkende møde mellem 1930’ernes og besættelsestidens satire og den politiske satire i dag.

A lazy image

Udstillingen markerer 75-året for Danmarks befrielse fra den tyske besættelse og sætter fokus på satiren op til og under krigen. En periode, hvor den ekstreme, politiske udvikling i høj grad lå bladtegnere, komikere og scenekunstnere på sinde. Og hvor satiren var med til at samle folket mod besættelsesmagten. Satirikerne i revy og tegnekunst satte jobbet, deres sikkerhed – og ind imellem også livet – på spil for at være danskernes ventil mod tyskernes overmagt.

Samtidig taler vi i vores aktuelle samtid om, at den politiske satire har fået en renæssance. Og zoomer vi ind på den satiren i de to forskellige perioder, er der en del ligheder. Nu som dengang er målet for den politiske satire at udfordre politikere og selvudnævnte autoriteter. Afsløre usandheder og hykleri. Være ventil for alt det, som det ellers er svært at få luft for. Både op til samt under besættelsen og i nutidens globaliserede mediebillede var det – og kan det være – svært for satirikeren at udøve sit arbejde uden bekymring for uoverskuelige konsekvenser. Om end modangreb og censurpres i dag kommer fra mere diffuse og uberegnelige kanter end under besættelsen.

På udstillingen kan du se og lytte til en perlerække af værker af satirikere fra 1933 til i dag. Det gælder kunstnere som Herluf Bidstrup, Poul Henningsen, Storm P., Helge Kjærulff-Schmidt, Jonathan Spang og Roald Als. Du kan opleve hvordan besættelsestidens tegnere og revyfolk på opfindsom vis udtrykker deres kritik på trods af censur. Smile over karikaturer af Hermann Göring fra din plads i en plysset sofa – formet som et hagekors. Se og høre om Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholms hidtil hemmeligholdte politiske souvenirs. Eller hvad med at udfordre dine ledsagere i et dilemmaspil?

Medvirkende kunstnere

Roald Als, Lars Andersen, Huxi Bach, Steve Bell, Hans Bendix, Herluf Bidstrup, Den Korte Radioavis, Mette Dreyer, Poul Henningsen, Stig Lommer, Antonio Antunes Moreira, Børge Müller, Storm P, Jonathan Spang, Michael Schøt, Thomas Thorhauge, Philip Ytournel, Gustav Østerberg m.fl.

Udstillingen er støttet af Frederik og Emma Kraghs Mindelegat, Knud Højgaards Fond, Konsul George Jorck og hustru Emma Jorck’s Fond samt Max Fodgaard Fonden.