fbpx

Storm

Hvem har bukserne på?

11. februar 2017 - 22. december 2017

Dato
11. februar 2017 - 22. december 2017
Sted
Frederiksberg Runddel
2000 Frederiksberg
38 86 05 00
storm@frederiksbergmuseerne.dk

“En mand i dametøj er det ældste trick i comedybogen,”

siger Frederik Cilius Jørgensen, der de seneste to år selv har trukket i dametøjet som seniorkorrespondent Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm fra Radio 24syv.

Cross-dressing hedder det med et moderne ord, når mænd trækker i dametøj og kvinder i herretøj, og Frederik Cilius Jørgensen har ret, når han siger, det er et af verdens ældste tricks til at more publikum.

Tilbage i Shakespeares teater blev alle rollerne spillet af mænd – også kvinderollerne med store kjoler og kærlighedsscener.

Men det er også verdens ældste trick, fordi cross-dressing grundlæggende er indbegrebet af teater: Det, at nogen foregiver at være en anden, end den de er.

I dette tilfælde tydeliggjort ved, at en mand spiller kvinde eller en kvinde spiller mand. Dermed er kontrakten med publikum lagt åbent frem: Det her er ikke virkeligheden. Vi lader som om.

Cross-dressing komedierne pirrer vores evige nysgerrighed overfor det andet køn, og hvad der definerer vores eget køn. Gennem værkerne får vi viden om os selv og det køn, vi er, ved at se os skildret gennem det modsatte køn på scenen.

En mand med paryk eller en rigtig kvinde?

I 1959 var der premiere på to berømte komediefilm. I begge er omdrejningspunktet, at mænd skal foregive at være kvinder.

I Danmark trækker Dirch Passer igen i kjole til filmatiseringen af farcen “Charles tante”. Året før var den blevet en gigantsucces på ABC Teatret. 
Komedien er i høj grad bygget op om en helt fastlagt ide om, hvordan mænd og kvinder opfører sig, og de sjoveste scener er dem, hvor Dirch Passers Donna Lucia bryder med normen for kvindelig adfærd. I både film og teaterudgaver er det meget tydeligt, at det er en mand med paryk og lang kjole. Dirch Passer forsøger aldrig at nærme sig det kvindelige. Han er en mand, der prøver at agere kvinde.

Samme år trækker machoskuespilleren Tony Curtis og komikeren Jack Lemmon i stiletter og pencilskirt og slutter sig til et kvindeligt jazzband i filmen “Some like it hot”. Her ses det modsatte: To skuespillere, man måske godt kan se er mænd, men forskellen udviskes mere og mere. Helt ekstraordinært – ikke mindst i de ellers ret homofobiske 1950ere – lader filmen de modne mænd på badehotellet, hvor bandet spiller, fetere, forelske sig i og endda forlove sig med mændene i dametøj. Da Daphne – Jack Lemmon – til sidst afslører overfor sin mandlige forlovede, at hun er en mand, lyder det berømte svar: “Ingen er fuldkommen”. Kønnet har ingen betydning.

Netstrømper er ikke nok

I anledning af Tribini-prisen 2012 fortalte komikeren Andreas Bo om sin ambivalens overfor cross-dressing til karakteren Vera – alias den mandlige skuespiller Michel Castenholt: “Hvis en mand bare går ind i netstrømper og pikant undertøj og så regner med, det trækker en griner – det synes jeg på mange måder er for nemt. Hvis man er en begavet mandlig skuespiller, som laver en fin figur – gennemført – i dametøj, så er det kunst. Der er en forskel,” forklarede Andreas Bo.

I kunsten er en kjole eller en høj hat ikke nok til at skabe en god illusion. De kvinder og mænd, Revymuseets udstilling har fokus på, er netop gennemførte figurer skabt af begavede skuespillere. De har arbejdet med deres figurer og skabt en helhed. Et andet menneske.

Men cross-dressing i den populære scenekunst rammer også ind i en nutidig debat om kønnet som en konstruktion. Når det kommer til teatret, er alt en konstruktion eller en rolle. Også kønnet. Vi kan være lige, hvem vi vil. Ligesom da vi som børn stod på hovedet i klæd-ud-kasserne – og dukkede op som forvandlede mennesker.