Bakkehuset

Himmelhuse

24. oktober 2020 - 15. januar 2021

Dato
24. oktober 2020 - 15. januar 2021
Sted
Rahbeks Allé 23
1801 Frederiksberg C


E: bakkehuset@frederiksbergmuseerne.dk
T: 33 31 43 62

Hvad sker der, når vi dør? Hvor ender vi henne? Og hvordan bor man, når man er død? Med udstillingsprojektet Himmelhuse betragter vi livet efter døden gennem børnenes fantasi og forestillinger. Børn i alderen 7-11 år har forud for udstillingen indrettet huse, sådan som de forestiller sig, ønsker sig, håber og tror, at man skal bo, når man flytter til det evige liv. Husene fortæller rørende og personlige historier om omsorg og nærvær, når vores tid er slut. Måske kan børnenes konkrete og fantasifulde forestillinger hjælpe deres voksne med at sætte ord og billeder på det med døden.

Med udstillingen Himmelhuse ønsker vi at åbne for samtalen om efterlivet og vores ønsker om tilværelsen efter døden. Det kan af og til være en lettelse for voksne at lukke børn ind i samtalen om døden og få lov til at tage del i børnenes fantasi og frie forestillinger for en stund.

Himmelhuse er skabt af sognepræst ved Sankt Markus Kirke på Frederiksberg Signe Danielsen og scenograf Dorte Holbek sammen med 25 børn fra Frederiksberg samt Frederiksbergmuseerne.

Udstillingen er en del af projektet OmSorg, som tilbyder kunstneriske oplevelser, der kan være med til at åbne for svære samtaler for både børn og voksne.