Møstings

Christine Overvad Hansen: No one's gonna love you like I do

12. april 2025 - 15. juni 2025

COH_NoOnesGonnaLoveYouLikeIdo_press01
Dato
12. april 2025 - 15. juni 2025
Sted
Andebakkesti 5
2000 Frederiksberg


E: moestings@frederiksbergmuseerne.dk
T: 69 13 80 90

Med udstillingen No One’s Gonna Love You Like I Do folder Christine Overvad Hansen magtstrukturerne i et psykisk voldeligt forhold ud. I hendes værker møder man en fortælling om omklamrende jalousi, kontrol og magt — og om modstand, håb og vendepunkter.

“Ingen vil elske dig, som jeg gør” lyder umiddelbart som en stor og dyb kærlighedserklæring, uskyldig i al sin hengivenhed. Men udsagnet rummer også et anderledes alvorligt perspektiv, for hvis tonen forskubbes bare en ganske lille smule, fremstår det pludselig som en trussel. “Ingen vil elske dig, som jeg gør.”

Udstillingen No One’s Gonna Love You Like I Do er bygget op omkring denne tvetydighed og undersøger de kulturelle kærlighedsmarkører, der i århundreder har formet vores ideer om forelskelse og parforhold og minder os om, hvordan voldens faresignaler fejlagtigt kan tolkes som kærlighed.

Christine Overvad Hansen forener klassiske billedhuggertraditioner med en performativ tilgang til sine materialer. Skulpturer med fjervifter, bløde tekstiler og dufte leder vejen ind i udstillingen. Vi bliver ført og forført ind i stadig mere fortættede rum, hvor skulpturer på vægge og gulve – halvt skjult bag gardiner – skaber skulpturelle situationer i Møstings’ på én gang herskabelige og intime udstillingsrum, der behandler de mekanismer, der er på spil i relationer præget af psykisk vold.

Udstillingen realiseres i samarbejde med kurator Nanna Stjernholm Jepsen og med støtte fra Ny Carlsbergfondet, Statens Kunstfond, Poul Johansen Fonden, Grosserer L.F. Foghts Fond, Den Obelske Familiefond, Overretssagfører L. Zeuthens Mindelegat, Frederiksberg Kommune og Arbejdernes Landsbank.

I forbindelse med udstillingen udkommer et katalog med kurator Nanna Stjernholm Jepsen som redaktør.

Lever du i vold? Er du i tvivl om, hvorvidt det, du oplever, er vold? Eller kender du en, der er udsat for vold? Så kan du kontakte Danners gratis og anonyme rådgivning på: 33330047.