STORM's historie og samling

Storm P. Museet blev stiftet i 1977 af Tegneren Storm Petersens Museumsfond. Museumsfonden var etableret af Storm P.s enke, Ellen Jacobsen før hendes død i 1961. Ellen Jacobsen testamenterede alle værker og effekter til fonden netop med henblik på at der i fremtiden skulle etableres et museum for den folkekære kunstner og humorist. Efter blot 5 år blev Storm P. Museet i 1982 statsanerkendt og en selvejende institution. Fonden overdrog driften og alle værker mm. til museet og fortsatte med at støtte museet gennem bevillinger til museets skiftende udstillinger, aktiviteter, forskning mm.

Storm P. Museet blev indrettet i Frederiksbergs første politistation. Bygningen tilhører Slots- og Kulturstyrelsen og er en del af anlægget omkring Frederiksberg Runddel ved indgangen til Frederiksberg Have. Bygningen er fredet og gennemgik i efteråret og vinteren 2011-2012 en omfattende renovering samt sikring på højt niveau. I 2013 blev Storm P. Museet en del af den selvejende institution Frederiksbergmuseerne.

Tekstforfatterne Ida og Bent From stiftede i 1993 Morskabs-museet og Dansk Revyhistorisk Arkiv. Parret From havde parallelt med deres vidtfavnende karriere i dansk revy og populærkultur opbygget en betydelig privatsamling af materiale om dansk revy. Den samling blev grundstammen i Dansk Revyhistorisk Arkiv. Da museet i 2004 flyttede fra sin hidtidige placering i Kavalérfløjen i Haveselskabets Have til Riises Landsted i Allégade 5, skiftede museet navn til Revymuseet. I forbindelse med museumsfusionen i 2013 blev Revymuseet sammen med Storm P. Museet og Bakkehuset statsanerkendte som en del af Frederiksbergmuseerne.

I juni 2018 ændrede Revymuseet navn til Alhambra – museet for humor og satire. Dels for at formidle den lokale frederiksbergske forlystelseshistorie, dels for at understrege at museet ud over revygenren også har eksempelvis standup, radio- og TV-satire som del af sit ansvarsområde iht. museumsloven. 

I 2021 flyttede Storm P. Museet og Alhambra sammen i Storm P. Museets lokaler på Frederiksberg Runddel og formidler i dag den danske tradition for humor og satire.

Den fysiske adresse på Frederiksberg Runddel er en naturlig grundpille i vores arbejde med skiftende udstillinger som perspektiverer humor og satire fra udvalgte vinkler og tematikker. Vi inviterer også indenfor til foredrag, debatter, fællessang og workshops på museet og i vores lille gårdhave. Derudover kan man møde Storm på teatre, biblioteker, skoler, plejehjem og andre steder i det offentlige rum.

Ønsker du at donere til museet, kontakt venligst først
Storm P.: Nikolaj Brandt, nbr@frederiksbergmuseerne.dk
Scenekunst: Rikke Rottensten, rro@frederiksbergmuseerne.dk

Alhambras samling og arkiv

Alhambras arkiv rummer rekvisitter, kostumer og andre materialer samt en stor samling af billeder, noder, programmer, plader og tekster fra revyens oprindelse i 1849 til i dag. Arkivet indtager til stadighed en central plads i arbejdet med formidlingen af den danske tradition for humor og satire.

For at sikre kulturarven bedst muligt er store dele af Alhambras samling opbevaret i et professionelt fællesmagasin sammen en række andre samlinger fra statsanerkendte museer på Sjælland.

Storm P.s arkiv og samling

Museet har en meget omfattende samling af Storm P.s tegninger, akvareller og malerier. Derudover findes også mange af hans personlige effekter heriblandt hans piber, dagbøger, scrapbøger og fotos. En brøkdel af den store kunstsamling er udstillet på museets førstesal sammen med en rekonstruktion af Storm P.s arbejdsværelse og hans pibesamling. Her kan du også bladre digitalt i museets 33.000 originale Storm P. tegninger og finde dine egne favoritter.

Vi registrerer løbende vores samlinger. De registrerede dele af samlingerne kan ses på:

https://www.kulturarv.dk/kid

https://www.kulturarv.dk/mussam