Storm P. som billedkunstner
Storm P.s sidste maleri – det, der stod ufærdigt tilbage på staffeliet den dag han døde, hedder meget passende “Klovnens begravelse”. Et festligt optog af spraglede gøglere og klovne, i selskab med en person, der umiskendeligt ligner Storm P. selv, vandrer afsted i et begravelsesoptog. Optoget er farverigt og festligt, men baggrunden er sort og dyster. Som i flere af Storm P.s cirkusbilleder ses det muntre side om side med det melankolske og sørgmodige. Klovne og cirkus var hele livet igennem et af de motiver, han søgte tilbage til og brugte – såvel i tegninger som i malerier. Helt fra det første egentlige cirkusmaleri “Lola” fra 1912 til dette sidste værk fra 1949.
Naivistisk stil
I de sene værker, som indbefatter de mest kendte malerier – ´”Linedans”, “Fra vugge til grav”, “Indenfor og Udenfor”, “Tilbage til naturen” og “Friheden” – ser man tydeligt Storm P.s sikre naivistiske stil, som de fleste folk kender den. Runde, lidt karikerede personer, stærke farver, mange detaljer, underfundig humor, stilmæssigt meget lig hans tegneserier og malet ud fra en tydelig idé. Storm P. betegnede selv disse værker “små skikkelige altertavler”. Det er værker, der både er umiddelbart underholdende, farverige og tilgængelige, men som samtidigt giver lyst til nøjere fordybelse og eftertanke.
Storm P. malede ikke meget i forhold til hans gigantiske produktion af tegninger. Der findes ca. 50.000 tegninger, men kun ca. 150 malerier. Dog er disse relativt få malerier fortrinlige tidsbilleder og en god kilde til at se, hvorledes Storm P. var inspireret og påvirket af de kunstnere og den kunst, han mødte på sin vej hele livet igennem. For selv om de ikoniske værker virker umiskendeligt Stormske, har han, inden han fandt ro i denne stil, været vidt og bredt omkring inden for mange stilarter.
Uskolet og vedholdende
Storm P. er mest kendt som humoristisk bladtegner, og det er også denne beskæftigelse, der helt naturligt har været med til at gøre Storm P. kendt. Malerierne var ikke så let tilgængelige som de massereproducerede tegninger og serier. Ganske vist deltog han i flere udstillinger – den første i 1909 i Ole Haslunds Kælder – men det var ikke den brede befolkning, der havde deres gang i gallerierne og på udstillingsstederne. Meningerne om Storm P.s kunst var blandede, og den første store udstilling hos Ole Haslund, blev i pressen omtalt som en “Hæslighedens Apoteose” og var ikke helt nogen succes.
Storm P. var autodidakt som kunstner. Han overvejede i sin ungdom at søge ind på Kunstakademiet, men vennen, arkitekten og kunstneren, Thorvald Bindesbøll, frarådede ham det med begrundelsen, at han ville miste sit talent, hvis han lærte noget. Så han lod være, og fortsatte med at male på sin egen uspolerede måde.
Det, der i bred forstand kendetegner Storm P.s malerier, er en intuitiv og fandenivoldsk tilgang til både materialer, motiver og stilarter. Hans mangel på skoling eller dannelse i malerkunsten bevirkede, at han ramte nogle tendenser i sin tid, der netop var startet som et oprør mod- og afstandtagen fra akademikunsten. Han brugte ikke nødvendigvis materialerne “korrekt”, men malede med akvarelfarven i tykke lag, som om det var olie, blandede tusch, akvarel og kridt og kombinerede med udklip og collager.
Storm P.s naturtalent gav ham en særlig sans for farver og farvesammensætning, hvilket gennemsyrer værkerne. Billedets helhed synes at være det essentielle, og vejen derhen skal ikke være alt for lang. Genrer, stilarter og teknik flyder sammen, hvorfor det også er svært at tale om malerierne som en isoleret gruppe, da akvarellerne og malerierne ofte udgør to sider af samme sag, og de samme motiver og stilarter findes begge steder. Han kunne sagtens male et maleri på papir, og tegne en tegning på lærred.
Inspiration fra samtidige kunstnere
Det er tydeligt hvilke kunstnere, der har haft stor betydning for Storm P. og hvilke, der har været idealbillede for ham på givne tidspunkter, for man ser klart deres påvirkning i malerierne. Ikke at han direkte kopierer andre kunstnere, man han låner, fortolker og bruger stilarterne på sin egen måde. Edvard Munch var et stort forbillede, og med ham fik Storm P. øjnene op for ekspressionismen. Værker som “Kys”, “Tre kvinder ved havet” og “Kultur” er stærkt influeret af Munch både med hensyn til stil og motiv.
Malerierne fra opholdene i Paris i starten af århundredet viser en klar fascination af kunstneren Henri Toulouse-Lautrec. Storm P.s malerier fra denne periode emmer af parisisk bohemestemning, med kabaretter, prostituerede og Seinemotiver gengivet i et grønt absintskær. Det er også her, at cirkusmotiverne begynder at finde vej til lærrederne.
En særlig vigtig inspiration for Storm P. var den svenske kunstner, Ivar Arosenius, hvis værker Storm P. stiftede bekendtskab med gennem svenske tidsskrifter allerede i 1905. Arosenius’ værker er sælsomme akvareller, ofte med både religiøse, groft satiriske og erotiske undertoner. Motiverne er beske og satiriske, men samtidig eventyrlige og smukt udførte. I Storm P.s akvarel “Sommerfuglen” ser man den samme poesi som i Arosenius værker. Fra Arosenius får Storm P. også idéen til at lade sine figurer optræde som løsrevet fra virkeligheden i mere symbolske omgivelser. Eksempelvis bliver Storm P.s vagabonder med tiden taget ud af deres pjaltede og socialrealistiske elendighed og sat ind i en mere symbolsk kontekst, hvor de ophøjes og nærmest idylliseres til underfundige vismænd.
Den belgiske maler, James Ensor, ses som forbillede i Storm P.s malerier i tiden under 1. Verdenskrig. Modsat den poetiske Arosenius er Ensors værker mere ekspressive i skildringen af døden, det forgængelige og bizarre. Ensors helvedesskildringer og det grotesk forvrængede fascinerede Storm P., og værkernes dystre motiver passede til Storm P.s syn på tilværelsen på dette tidspunkt.
Også den modernistiske kunst kommer til at optage Storm P., og han lader sig inspirere af kunstnere som Kandinsky, Klee og Kokoschka og eksperimenterer med det moderne maleri. Han bliver tilknyttet Der Sturm og kommer til at udstille sammen med datidens store ekspressionister. Der Sturm var et tysk tidsskrift for ekspressionistisk kunst, og betegnelsen blev generelt anvendt for den moderne kunst i Tyskland. Men selvom Storm P. lidenskabeligt kaster sig ud i den modernistiske malerkunst, og vinder bred anerkendelse for sin kunst, bliver det kun for en begrænset periode. Modernismens formsprog lader sig ikke så let forene med det, der for alvor udgjorde hans virke – satiren. Når man ser værkerne “Sort Mand” fra 1920 og “Combat du Boxe” fra 1919, er det svært at tro, at det er den samme kunstner, der er ophav til eksempelvis de samtidige radikalt anderledes tegneseriestriber “De 3 små mænd og Nummermanden”. Og netop denne splittelse mellem arbejdet som bladtegner og billedkunstner gør, at han i starten af 1920’erne frasiger sig den moderne kunst og koncentrerer sig om bladtegneriet.
Maleriet bliver lagt på hylden, dog ikke glemt. Men Storm P.s tilgang til lærrederne bliver en anden. Han maler sjældnere og værkerne er ikke (form)eksperimentelle på samme måde mere. Han finder sin ro og sikre stil i de sene år i de værker, der sidenhen bliver hans mest kendte.