Frederiksbergmuseerne lancerer gastronomisk lydvandring /
Fra maj 2022 tilbyder Frederiksbergmuseerne en audioguidet gastronomisk vandring gennem Søndermarkens enge – fra Cisternernes mørke til Bakkehusets idyl. Lyt til en poetisk fortælling, indtalt af den danske skuespiller Ellen Hillingsø, og bliv guidet gennem natur, historie og kulturarv med overraskende smagsoplevelser undervejs.
Tag på en gastronomisk lydvandring gennem en af hovedstadens smukkeste parker med en forudbestilt kurv under armen. I kurven finder du eddikesyltede spæde lindeblade, brændt byg med brændenældefrø, samt andre smagsoplevelser med rod i fortidens syltemetoder og de fem grundsmage; salt, surt, sødt, bittert og umami.
Alle smagsvariationerne er skabt med udgangspunkt i områdets natur og historie og udviklet af Bakkehusets køkkenchef, Fie Berlin, i samarbejde med den professionelle urtesamler, Thomas Laursen.
Gastronomisk lydvandring – en rejse i tid og sted
Efter endt besøg i Cisternernes underjordiske mørke guides du på vandring gennem Søndermarken. Find den lange Norske Allé med de hundrede år gamle lindetræer, der står stoisk knejsende med deres grønne hjerteformede blade, og oplev det dramatiske landskabssceneri ved det såkaldte Norske parti med en spinkel træbro, vand og kuperet terræn. Lad forskellige tiders fortællinger udfolde sig på din vej gennem parken samtidig med at du guides gennem unikke smagsoplevelser:
”Om lidt begiver du dig ud på broen, og på det højeste punkt stopper du op og kigger mod byen gennem træernes blade – fra midten ses spiret på Frederiksberg Kirke, du er stadig midt i en storby. Men i et stille øjeblik under granerne, i et mellemrum mellem land og vand. Tag krukken med det blå låg, og tag indholdet i munden“.
Uddrag fra Frederiksbergmuseernes Gastronomiske lydvandring.
Vandringen ender i en af byens fineste oaser, arnestedet for dansk guldalder, hvor H.C. Andersen og andre digtere tidligere samledes. I dag er Bakkehuset på Rahbeks Allé igen et kulturelt mødested, med dets museum, romantiske have og anmelderroste frokostrestaurant.
Her på kanten af drømmenes by og hovedstadens grønne hjerte, slutter den gastronomiske lydvandring.
Praktisk:
- Den audioguidede gastronomiske vandring kan opleves
torsdage-lørdage fra kl. 11.30 – 16.00 i perioden fra d. 1. maj – 1. oktober. - Billetter skal bookes på forhånd.
- Køb af billet inkluderer også en fællesbillet til alle enheder i Frederiksbergmuseerne, gyldig i et år fra købsdatoen.
- Der sættes kun få billetter med gastro-kurve til salg dagligt.
- Aldersgrænse: 15 år og opefter.
- Den gastronomiske vandring starter i Cisternerne i Søndermarken, overfor Frederiksberg Slot.
- Efter endt udstillingsbesøg udleveres gastro-kurven til vandringen i Cisternernes billetsalg.
- Indholdet i kurven er ikke dækkende som et måltid.
- Gastro-kurven afleveres i Bakkehuset efter endt lydvandring.
- Turen kan være udfordrende for svagtseende og gangbesværede.
- Deltagere skal være iklædt praktisk tøj og fodtøj.
- Forud for deltagelse skal man downloade app’en Frederiksbergmuseerne på App Store, Google Play eller via www.frederiksbergmuseerne.dk.
- Der skal medbringes høretelefoner samt opladt mobil eller tablet.
Cisternerne er en underjordisk kunsthal for samtidskunst, der vækker alle sanser. Bakkehuset er et museum med fokus på Romantikken og Guldalderen, og som derudover tilbyder servering fra dets kulinariske orangeri. Cisternerne og Bakkehuset er begge en del af Frederiksbergmuseerne.
GastroWalken er udviklet i samarbejde med Wonderful Copenhagen og Dansk Storbyturisme i projektet Kickstart Kulturturismen, som er støttet af Erhvervsministeriet.
For yderligere information og pressefotos kontakt PR- og kommunikationsmedarbejder
Sille Brethvad på mail sbr@frederiksbergmuseerne.dk eller tlf.: + 4544143310