JULENS HISTORIE / JULENS SANGE
Vi kender og elsker alle de klassiske af julens sange, men hvem stod egentligt bag og hvad er historien om deres opståen?
Grundtvigs salme om juletræet i Norge, blev langt fra hans mest kendte juletekst. Anderledes gik det med teksten De hellige tre Konger, som i dag kendes under titlen Dejlig er den himmel blå. Grundtvig skriver digtet De hellige tre Konger i begyndelsen af december 1810, og det trykkes første gang i Knud Lyne Rahbeks tidsskrift Sandsigeren i 1811. Knud Lyne Rahbek var, udover at bo i Bakkehuset, ligesom Grundtvig forfatter, men han var også redaktør af adskillige tidsskrifter og Grundtvig havde allerede tidligere fået artikler udgivet i Rahbeks tidsskrifter.
I 1808 var Grundtvig flyttet til København, hvor han ihærdigt forsøgte at skabe sig et navn som litterat. Midt i det hele fik han et brev fra sin far, Johan Ottosen Grundtvig, der var præst i Udby. Faren bad sønnen om at vende hjem. Han kunne godt bruge lidt aflastning og håbede, at sønnen ville blive kapellan eller hjælpepræst. Grundtvig stod dermed i et dilemma. For det første stod han foran sit gennembrud som forfatter, og for det andet var han begyndt at tvivle om sin egen tro. I slutningen af 1810 endte det hele med et psykisk sammenbrud, hvor han havde hallucinationer og rettede anklager mod sig selv. Vennerne Poul Dons og Frederik Christian Sibbern var bekymrede for ham og de hjalp Grundtvig ned til familien i Udby. Det er midt i den her krisesituation, at Grundtvig digter sin første salme De hellige tre konger, som han giver undertitlen ”En Barnesang”.
I 1853 udgav han bogen Fest-Psalmer, og det er her han forkorter teksten til 7 strofer og han begynder at kalde salme for Dejlig er den himmel blå.
Adam Oehlenschläger digter også om julen, men baggrunden bag hans Julesang er ikke helt så dramatisk. Selvom han kalder digtet Julesang, så er der næppe mange, som vil nikke genkendende til teksten, for det er ikke en af de sange, som senere har fundet vej til de små julehæfter, som man bruger, når der danses om træet den 24. december. Adam Oehlenschlägers Julesang fra 1812 indeholder da heller ikke nisser, risengrød, juletræ eller andet, som vi forbinder med julen i dag. Adam Oehlenschläger var med til at skabe romantikkens gennembrud i den danske litteratur allerede med debutsamlingen Digte, der udkom i december 1802. Med den samling slog han interessen for følelserne, naturen, intuitionen og folkedigtningen fast. Man kiggede med længsel tilbage mod fortidens storhedstider og genopdagede de oldnordiske guder og oldtidens historie. Alt dette skinner igennem Oehlenschlägers Julesang, som indledes sådan her:
”I Hedenold, naar Sneens hvide Klæde
Bedækte Strand og Field og Dal,
Da samled sig Dankæmperne til Glæde
I Leires lune Kongesal,
Og brune Miød, og Saft af Korn
Til Randen fyldte gyldne Horn.”
Nisserne og henvisningerne til den kristne gud er her skiftet ud med de gamle danske kæmper, der samles i kongesalen i Lejre. I digterens forestilling er vi tilbage i vikingetiden, hvor der drikkes mjød og øl af guldhorn – måske med en skjult henvisning til Adam Oehlenschläger digt Guldhornene, som han fik udgivet i sin første udgivelse.
Glade jul, dejlige jul, Dejlig er Jorden, Lysets engel går med glans og Julen har bragt velsignet bud. Hvis spørgsmålet lyder, hvem der er forfatter til alle de sange, så er svaret 1800-tallets anden store salmedigter B.S. Ingemann. Ingemann var ansat som underviser i dansk sprog og litteratur ved Sorø Akademi og i ægteparrets hjem ved Sorø Sø samledes en del af guldaldertidens forfattere. Året efter udgivelsen af Ingemanns andet hæfte med Morgen- og Aftensange, skriver han sangen Julen har bragt velsignet bud. Det sker på opfordring fra hans gode ven Johannes Ferdinand Fenger. Fenger havde 5 sønner og 7 døtre, som Ingemann kendte og ofte fortalte morsomme historier for, når han var på besøg i præstegården. I efteråret 1839 havde Ingemann skrevet to salmer, og i november måned 1839 sender Fenger et brev til Ingemann, hvor han takker ham for de to salmer, men også nævner, at de to salmer smager af mere. Fenger spørger derfor Ingemann om at skrive en julesang, som børnene kan synge ved juletid. Ingemann hjælper beredvilligt, og han får hurtigt skrevet en tekst, som han kalder Børnenes Julesang og tilegner Fengers børn. Allerede en måned efter det første brev, skriver Fenger i et nyt brev:
” – Julen staar for Døren, og mine Børn øver sig stærkt i Julevisen, som Sofie siger saa nydeligt, at jeg uden at lade hende mærke det ret glæder mig over det. Hanne har endnu kun tilegnet sig enkelte Linier af den, naturligvis især dem om Spurven, Duen og det lille Barn. Rundtomkring fra faar jeg Taksigelser for Deres Vise. Jeg beder Dem som rette Ejermand modtage et helt Læs.”
Om Fengers børn reelt har sunget julesangen, eller mere bare fremsagt teksten er lidt uklart, for der går faktisk et par år, før komponisten Weyse i 1841 laver sin kendte melodi til Julen har bragt velsignet bud.