JULENS HISTORIE / DET FØRSTE JULETRÆ
Juletræet er om noget et symbol på borgerskabets jul i 1800-tallet. Traditionen med at pynte et grantræ indendørs breder sig fra 1800-tallets begyndelse, og i slutningen af århundredet er det nærmest blevet en fast integreret del af juleskikken i Danmark.
Et Juletræe er om noget et symbol på borgerskabets jul i 1800-tallet. Traditionen med at pynte et grantræ indendørs breder sig fra 1800-tallets begyndelse, og i slutningen af århundredet er det nærmest blevet en fast integreret del af juleskikken i Danmark. Grevinde Wilhelmine Holstein præsenterer på godset Holsteinsborg som den første i Danmark et pyntet træ for sin datter i 1808. Få år efter bliver det første juletræ i København tændt med levende lys. Det foregik i 1811 under stor ståhej hos den unge dr. phil. Martin Lehmann i Ny Kongensgade 221 i København. Lehmann var præstesøn fra Holsten, og i hans barndomshjem havde han som lille oplevet lys på et grantræ i juletiden. Martin Lehmann giftede sig med Frederikke Louise Bech og i 1810 fik de en søn, som senere blev politiker og kendt under navnet Orla Lehmann. Året efter sønnens fødsel, får den lille familie deres første juletræ. Rygtet løb hurtigt i gaden, så folk stimlede sammen i Ny Kongensgade for at kigge ind på det særlige fænomen. Fra familien Lehmann bredte skikken med juletræ som en steppebrand i det københavnske borgerskab, bl.a. til familien Oehlenschläger. Digteren Adam Oehlenschläger giftede sig i 1810 med Christiane Heger, som var søster til Kamma Rahbek i Bakkehuset. I årene efter brylluppet fik de tre børn i rap, og så måtte der et juletræ til i 1813. Digteren Adam Oehlenschläger skrev et lille digt om den lille datter Lotte og hendes møde med det smukke juletræ:
”I julens tid, just da det vintergrønne, / det lille grantræ stod for Lotte smukt, / og tydet helligt på det barnligt skønne / med lette guldblad og forsølvet frugt.”
Senere kom der endnu en datter til i familien Oehlenschläger, som fik navnet Marie Louise. Marie Louise skriver i sine barndoms- og ungdomserindringer om familiens jul:
”Vi gjorde aldrig store Selskaber; men Juleaften blev der Intet sparet, forat det kunde være saa deiligt som mulig, dog ganske uden Fremmede. Juletræ et var saa stort, som det kunde være, straalende af Sølv- og Guldæbler, som Moder selv forgyldte, og glimrende af Sukkergodt, Vindruer, etc.; undertiden syntes Fader, at det saae fattigt ud, og Moder maatte da kjøbe endnu Mere. I en Krog af Salen havde vi en hel Løvhytte af Gran og et langt Bord med mange Gaver. Moder var berømt for sine deilige Peberkager, hvoraf hun til Julen bagte store Qvantiteter, og hun sendte da Pakker ud til mange Venner.”
Den lille Marie Louise Oehlenschläger kom ofte på besøg på Bakkehuset, hvor de drak te med tante og onkel Rahbek. Om disse besøg skriver hun:
”Moder gik da som oftest med nogle af os ned til ’Bakkehuset’ og drak The, som Tante Rahbek jo var renommeret for, da den bestod af fineste Pecco, Haysan og andre herlige Sorter, som hendes Fader havde lært hende at blande. Den blev da skjænket i dejlige Porcellainskopper med hvidt Candissukker, og der var altid en stor, lang Julekage fra den berømte Bager Hamborg, hvoraf Rahbek altid vilde have den yderste, forbrændte, sletteste Part. Fader sagde, at, uagtet der ingen Børn var paa ”Bakkehuset”, var der dog ”en evig Jul” der.”
Om julekagen kun blev spist i juletiden, eller om den blev spist hele året rundt, nævner Marie Louise Oehlenschläger desværre ikke, men man får til gengæld at vide, at de på Bakkehuset, som ellers lå landligt udenfor København i begyndelsen af 1800-tallet, købte deres bagværk hos bageren i stedet for at bage det selv.
Det var ikke alle juleaftener, der blev fejret hjemme os familien Oehlenschläger selv. I 1817 var faren, Adam Oehlenschläger, på rejse i Tyskland og hustruen Christiane tilbragte sammen med børnene, Lotte, William og Johannes, juleaften hos en familie Borries i København. Hun fortæller om deres oplevelser hos familien Borries i et brev til sin mand:
”Det var et dejligt juletræ, og på julebordet lå der til Lotte en nydelig dukke i bondedragt og en pæn sykurv, til Johannes et gevær og en sabel, til William en lille net kanon, hvormed han kunne skyde ved at trække i en ståltråd. Desuden et stort fad fuldt af kager, bonbons og æbler til dem alle. Nytårsaften blev æblerne taget ned af træet, og man satte lys i det.”
Samme år som familien Oehlenschläger fejrede jul hos familien Borries, skrev en anden digter, Johan Ludvig Heiberg, et skuespil, som kom til at hedde Julespøg og Nytaarsløjer. I det skuespil skildres den fattige københavnerpige Nanine, der fejrer jul i Himmelby og bl.a. kommer til at danse om juletræet med englene.
Digteren B.S. Ingemann var ligesom Johan Ludvig Heiberg også begejstret for den nye mode med juletræer, og det har naturligvis haft betydning, at det var lige præcis digterne og forfatterne, som skrev så begejstret om den nye skik med juletræer. Det var imidlertid ikke alle, der med det samme faldt pladask for juletræet. Salmedigteren N.F.S. Grundtvig var noget lunken overfor den nye skik og i 1817 skrev han i tidsskriftet Dannevirke, at juletræet var et udtryk for ”udvandet kristendom”. Grundtvigs følelser overfor juletræet blev dog varmere med årene, og da han i 1822 fik sin første søn, Johan, fandt juletræet også vej ind i det grundtvigske hjem. Året efter i 1823 gik Grundtvig så vidt, så han skrev et digt om træet Der kneiser et Træ på Norges Fjeld på 28 strofer, som blev trykt i avisen Nyeste Skilderi af Kjøbenhavn den 20. december.