Udstillingsåbning / Oscar Eriksson Furunes: GLITRA
Vær med, når vi inviterer til åbningen af Oscar Eriksson Furunes' udstilling "GILTRA" i Møstings.
Med GLITRA inviterer Oscar Eriksson Furunes til refleksion over queerpersoners levede liv. I sit arbejde med kulturelle koder og fragmenteringer af fotografisk arkivmateriale udforsker han spændingsfeltet mellem det synlige og det skjulte samt det personlige og det kollektive. I udstillingen møder publikum intime scener fra queermiljøer på tværs af tid og sted, men filtreret gennem farvede flader, der danner et skjold omkring motiverne som en reference til de beskyttende lag, queerpersoner er blevet nødsaget til at udvikle i mødet med marginalisering fra omverdenen. Udstillingen insisterer på kompleksiteterne og det modsætningsfyldte i queererfaringer, såvel historisk som i dag, og minder os om, hvordan progressive bevægelser for frihed og lighed også rummer historier om smerte, konflikter og sårbarhed såvel som glæde og sammenhold.
Udstillingen åbnes kl. 17 med tale af chefkurator Tine Vindfeld. Undervejs i tidsrummet 17-19 aktiveres udstillingen af en stedsspecifik performance med danser og koreograf Daniel Jeremiah Persson, der med kroppen som udgangspunkt og queerperspektiver i fokus interagerer med forskellige elementer i Furunes’ udstilling; fra artikulationer til blikke, værker, rum og arkitektur, og overgangene derimellem.
Vi byder på et glas til åbningen, og alle er velkomne.
GLITRA kan opleves fra den 19. juni til og med den 13. september 2026.
Der er fri entré.
Udstillingen er støttet af 15. Juni Fonden, Augustinus Fonden og Statens Kunstfond.