9. august 2026

Søndagsomvisning på STORM / De vilde 1920'ere

På denne søndagsomvisning kan I høre om krigsmillionærer, korpiger og kunstens blik på den moderne verden.

Type
Omvisning
Dato
9. august 2026 kl. 14:00 - 15:00
Sted
STORM

En verdenskrig var netop buldret gennem Europa, men nu var det tid til at feste. Til at glemme og more sig.  

1920’erne var en vild tid, også i det Danmark, som ellers havde været neutralt under 1. verdenskrig. Det var fuld fart frem med fornyelse, opbrud og eksperimenter – ikke mindst i kunstens verden.   

På denne søndagsomvisning kan I høre om krigsmillionærer og korpiger og om, hvordan den moderne verden satte sit præg på tidens humor og satire. I møder både kunstens fremskridtstro og dens kritiske distance til alle forandringerne. I kommer med både foran og bag tæppet på de glamourøse Scalarevyer, hører om Robert Storm Petersen indtog i Paris og om det tidspunkt, hvor længslen efter alvor, dybde og intimitet begyndte at afløse det dekadente og storladne forlystelsesliv i den endnu unge storby København.    

Men hvad med de nye 20’ere – 2020’erne? Er vi stadig vilde, festlige og klar til at drikke champagne på en onsdag? Eller er vores årti nærmest det stik modsatte af de berømte, brølende 1920’ere?

Det er gratis at deltage i omvisningen, når entréen til museet er betalt. Bemærk, at en del af omvisningen foregår på 1. sal, som kun er tilgængelig via trappe.