Særomvisning i "Vindue til venskaber" /
Kom med på en rejse ud i guldalderens kunstnernetværk, når vi holder særomvisning i Bakkehusets nye udstilling ”Vindue til venskaber – Friederike Bruns guldalder”.
På omvisningen dykker vi ned i historien om en bemærkelsesværdig kvinde, som levede et meget anderledes liv end det, mange af samtidens kvinder kunne drømme om. Friederike Brun var salonværtinde, forfatter, mæcen og kunstsamler – samtidig med at hun var mor og hustru. Hun rejste rundt i Europa og omgav sig med 1800-tallets største kunstnere og intellektuelle. I Danmark blomstrede hendes kulturelle saloner op i årene 1810-1816, og hun blev en berømt kvinde i sin samtid, selvom hun er glemt af de fleste i dag.
Hun samlede på kunst og en del af de tegninger, akvareller, papirklip og kobberstik, hun erhvervede fra forskellige kunstnere, samlede hun i sin såkaldte stambog. Stambogen er derfor en unik kilde til at forstå Friederike Bruns netværk og den venskabskultur, der blomstrede i de kunstneriske miljøer i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet. Alt det fortæller vi meget mere om på denne særomvisning.
Det er gratis at deltage i den åbne omvisning, når der er betalt entré til museet. Tilmelding er ikke mulig. Der er et maksimum for antal deltagere, og større grupper henvises til at bestille en særskilt omvisning.