9. november 2023

Kærlighed i to tidsaldre / Foredrag om Thomasine Gyllembourg

I anledning af Thomasine Gyllembourgs 250 års dag fortæller Marianne Ninna Philipsen om den spændende kvinde og hendes familie, om relationen til Rahbek-parret på Bakkehuset og samtidens litterære miljø og hovedpersoner.

Foredrag om Thomasine Gyllembourg_Bakkehuset
Type
Foredrag
Dato
9. november 2023 kl. 19:30 - 20:30
Sted
Bakkehuset
Pris
90 kr.

Da Thomasine Gyllembourg bliver født for 250 år siden, sker det ind i en tid og et liv, der virker meget fjern fra vores i dag. Hun bliver gift som 16-årig og vækker samtidens furore og sladder, da hun for at følge sit hjerte lader sig skille fra sin mand, den da landsforviste P.A. Heiberg, for at gifte sig med den mand, hun elsker.

Da hun senere i livet påbegynder et omfattende forfatterskab, skriver hun under pseudonym for ikke at støde an mod tidens kønsbarrierer. Hun er mor til en af 1800-tallets fremmeste kulturpersoner – forfatteren, kritikeren og teaterdirektøren Johan Ludvig Heiberg – og hun bliver svigermor til Det Kgl. Teaters største stjerne Johanne Luise Heiberg.

Thomasine Gyllembourgs kærlighedsliv kommer til at præge Johanne Luise Heibergs tilværelse dybt – og deres liv er skabeloner for kvindesyn og kærlighedsidealer igennem et helt århundrede.

Rundt om de to kvinder og flettet ind i deres livstråde møder man bl.a. ægteparret Kamma og Knud Rahbek på Bakkehuset, H.C. Andersen, biskopperne J.P. Mynster og H.L. Martensen, Søren Kierkegaard og Henrik Ibsen. I 1842 bor Thomasine Gyllembourg sammen med sønnen og svigerdatteren på Bakkehuset, hvor de lejer sig ind under et sommerophold. Thomasine tilbringer også sommeren 1843 i Bakkehuset.

I anledning af Thomasine Gyllembourgs 250 års dag fortæller Marianne Ninna Philipsen om den spændende kvinde og hendes familie, om relationen til Rahbek-parret på Bakkehuset og samtidens litterære miljø og hovedpersoner.

Marianne Ninna Philipsen er cand.phil. i historie og har beskæftiget sig indgående med den heibergske familiekreds i 25 år. Hun lavede udstillingen “Blå Længsler” på Bakkehusmuseet i 2006 og har lavet flere andre udstillinger om Heiberg-familien på Teatermuseet i Hofteatret og Kvindemuseet. Derudover har hun holdt talrige foredrag og skrevet bøger og artikler om emnet. Marianne Ninna Philipsen er til daglig historiker og arkivar på Aarhus Teater.

Foredraget finder sted på Bakkehusets 1. sal, hvortil der kun er adgang via trappe. Der er unummererede pladser. Det er ikke muligt at se de historiske stuer i forbindelse med foredraget.