27. november 2022

JUL PÅ BAKKEHUSET /

Inspireret af 1800-tallets jul inviteres der til julehygge i de stemningsfulde rammer søndag den 27. november. Her kan man blandt andet opleve fabelmageren Shane Brox fortælle sælsomme historier om det eventyrlige julelandskab han har skabt til Bakkehusets historiske og hyggelige stuer.

Mange af vores elskede juletraditioner blev skabt i 1800-tallets guldalder. Og flere af de gæster, der besøgte Kamma og Knud Lyne Rahbeks hjem på Bakkehuset, var med til at forme julen, som vi kender den i dag gennem sang og digtning, herunder bl. a. H. C. Andersen. Vi har derfor pyntet Kamma og Knud Lyne Rahbeks gamle stuer op til jul, men samtidig givet den klassiske jul et moderne twist. 

På dagen kan man bl.a. opleve et forunderligt og fascinerende julelandskab skabt af fabelmageren Shane Brox. Som altid er Shanes ting kreeret af materialer, der engang har haft et andet formål, som papkasser, bølgepap, vintage legetøj samt alskens andre ting fra skabe og skuffer. 

Kom og skyd julen i gang på Bakkehuset den første søndag i advent!

Program:

Kl. 11-12
JULEKOR OG KONCERT

Musikhøjskolens Børnekor og Teenagekor starter dagen med at synge julen ind i Bakkehusets gårdhave.

Kl. 12-16
BYG ET MAGISK SNELANDSKAB

Er du til hvide kælkebakker, skøjteløb på isen eller magiske vintertræer?
I dagens juleværksted, står arkitekterne Charlotte og Julie fra tegnestuen All About A klar med en masse sjove modelmaterialer og kommer med tips til at bygge mini-landskaber. Og du får naturligvis dit snelandskab med hjem.

KL. 13-16
SHANE FORTÆLLER OM SIT JULELANDSKAB

Fabelmageren Shane Brox har skabt et forunderligt og fascinerende julelandskab til Bakkehusets historiske stuer.
I løbet af eftermiddagen kan I opleve Shane fortælle historier om julelandskabet og de personer som bor der.

Shane fortæller ad fire omgange: kl. 13.00, kl. 13.45, kl. 14.30 og kl. 15.15. Deltagelse kræver særbillet pga. begrænset kapacitet. Billetten koster 25 kr. for et barn med én voksen, og kan findes via frederiksbergmuseerne.dk og billetto.dk.

KL. 13-17
JULEHJERTE-VÆRKSTED VED ORANGERIET

Dekorér dine egne hjerteformede kager med glasur, og tag dem med hjem til dem du holder af.
Værkstedet foregår udendørs, så husk en god jakke, eller lun dig på noget varmt at drikke i Orangeriet, som holder åbent hele dagen.

Shane Brox’ julelandskab står efterfølgende som en udstilling på Bakkehuset, der kan opleves resten af julemåneden.  

Dato: Søndag den 27. november kl. 11-17 
Entré: 75 kr. for voksne / gratis for børn. 

Jul på Bakkehuset er støttet af Arbejdernes Landsbank