Her hviler ... / Kunstnere på Solbjerg Parkkirkegård
I midten af 1800-tallet var den lille hyggelige landsby Frederiksberg blevet en storby. Tusindvis af mennesker levede her – og døde her.

Derfor kom der et behov for en ny kirkegård. I 1885 slog man portene op til den store Solbjerg Parkkirkegård. Her hviler i dag en række personer, hvis navne ikke alene er gået over i kirkegårdens historie, men er blevet en del af hele den danske kulturhistorie.
Nogle af dem kan man høre mere om på denne kirkegårdsvandring med museumsinspektørerne Rikke Lagersted-Olsen og Rikke Rottensten fra Frederiksbergmuseerne. De tager jer rundt til de sidste hvilesteder for blandt andre kunstnerfamilien Jerichau, malerne Niels Larsen-Stevns og Harald Giersing og teaterstjerner som Sigurd Langberg og Oscar Stribolt, der alle ligger på den smukke kirkegård, der i disse år er under stor forandring.
Arrangementet foregår udendørs og i både græs, på stier og asfalterede områder, så husk praktisk fodtøj og påklædning efter vejret.