GASTRONOMISK LYDVANDRING / CPH COOKING 2022
Under Copenhagen Cooking tilbyder Frederiksbergmuseerne en særudgave af vores gastronomiske lydvandring. Til denne unikke aften-event kan man bevæge sig gennem en af hovedstadens smukkeste parker med en gastrokurv under armen og sælsomme fortællinger i ørene. Vandringen ender i en af byens fineste oaser, Bakkehuset, med sommerdrinks skabt af urter fra Kamma Rahbeks berømte romantiske have, og fællessang under kastanjen.
Tag på en audioguidet gastronomisk vandring, indtalt af den danske skuespiller Ellen Hillingsø, gennem Søndermarkens enge med sælsomme fortællinger i ørene og en gastro-kurv under armen.
I kurven finder man små smagsoplevelser med rod i fortidens syltemetoder og de fem grundsmage; salt, surt, sødt, bittert og umami. Alle smagsvariationerne er skabt med udgangspunkt i områdets natur og historie og udviklet af Bakkehusets køkkenchef, Fie Berlin, i samarbejde med den professionelle urtesamler, Thomas Laursen.
Gastronomisk lydvandring – en rejse i tid og sted
Efter endt besøg i Cisternernes underjordiske mørke guides man på vandring gennem Søndermarken. Find den lange Norske Allé med de hundrede år gamle lindetræer, der står stoisk knejsende med deres grønne hjerteformede blade, og oplev det dramatiske landskabssceneri ved det såkaldte Norske parti med en spinkel træbro, vand og kuperet terræn. Lad forskellige tiders fortællinger udfolde sig på din vej gennem parken samtidig med at du guides gennem unikke smagsoplevelser:
”Om lidt begiver du dig ud på broen, og på det højeste punkt stopper du op og kigger mod byen gennem træernes blade – fra midten ses spiret på Frederiksberg Kirke, du er stadig midt i en storby. Men i et stille øjeblik under granerne, i et mellemrum mellem land og vand. Tag krukken med det blå låg, og tag indholdet i munden”
Uddrag fra Frederiksbergmuseernes Gastronomiske lydvandring.
Vandringen ender i en af byens fineste oaser, Bakkehuset, arnestedet for dansk guldalder, hvor H.C. Andersen og andre digtere engang samledes. Her på kanten af drømmenes by og hovedstadens grønne hjerte, slutter den gastronomiske lydvandring med sommerdrinks, skabt på urter fra Kamma Rahbeks berømte romantiske have, og fællessang under kastanjen.