Fyraftens Slow Looking i Møstings /
Gennem en sansefuld guidning af Slow Looking, inviterer vi til en inkluderende og rolig måde at opleve kunsten på i Christine Overvad Hansens udstilling "No One's Gonna Love You Like I Do".

Nogle udstillinger skal ikke blot ses, men sanses. Helt ind under huden. Christine Overvad Hansens udstilling No One’s Gonna Love You Like I Do er en af dem. Gennem en sansefuld guidning af Slow Looking, inviterer vi til en inkluderende og rolig måde at opleve kunsten på. Vi tager os tid til at fordybe os og lade sanserne og eftertanken få plads. I en udstilling med et tema så følsomt som psykisk vold giver denne tilgang mulighed for at møde kunsten med både nærvær og åbenhed.
Gennem skulpturer, tekstiler og dufte udfolder udstillingen de komplekse dynamikker i relationer præget af psykisk vold – med ømhed såvel som alvor. Her bliver vi inviteret ind i rum, hvor intimitet og magt flettes sammen i smukke og tankevækkende skulpturelle situationer.
Arrangementet kræver ingen forkundskaber.
Vi mødes i Møstings’ foyer.
Foto: David Stjernholm