Friederike Brun – kosmopolit, forfatter og salonværtinde
I dette foredrag fortæller museumsinspektør Rikke Lagersted-Olsen om Sophienholms berømte salonværtinde, om familien Brun og om salonkulturen i Danmark i bredere forstand, som den foldede sig ud omkring år 1800.
Friederike Brun var på mange måder en usædvanlig kvinde for sin tid. Den berejste, intellektuelle og kreative Friederike Brun er først og fremmest kendt for sine Sophienholm saloner, som havde sin storhedstid i årene mellem 1810 og 1816. Friederike Bruns succesfulde ægtefælle, Constantin Brun, var formuende, og han gjorde det muligt for hustruen at føre et rigt selskabsliv, omgivet af kunstnere, videnskabsfolk og intellektuelle. Friederike Brun var veninde med Kamma Rahbek, som førte et mere beskedent selskabsliv i Bakkehuset. Mange af de danske forfattere, som besøgte Friederike Bruns salon, kom også i Kamma Rahbeks litterære mødested på Bakkehuset.
Med salonkulturens blomstring flytter selskabeligheden ind i folks private hjem, og i foredraget kigges der nærmere på, hvordan kvinderne dermed får en betydningsfuld rolle, som iscenesætter af og værtinde i salonerne
Foredraget er en del af Historisk-topografisk Selskab for Frederiksbergs efterårsprogram. Medlemmer har fri entré men bedes tilmelde sig ved at bestille tilmelding til 0 kr. Ikke-medlemmer er også meget velkomne og bedes tilmelde sig ved at købe billet på forhånd. Billetter sælges kun i døren, hvis der er ledige pladser.