FOREDRAG / DE SINDSLIDENDE BØRN PÅ BAKKEHUSET
Historien om Bakkehuset, og livet hos Kamma og Knud Lyne Rahbek i guldalderen, er velkendt for mange. Men hvad skete der egentlig med Bakkehuset mellem Knud Lyne Rahbeks død i 1830 og museets åbning i 1925?
Det kan du få svaret på til et eksklusivt arrangement den 17. januar.

Bakkehusets historie er omskiftelig og rummer mange andre historier end Rahbek-parrets, historier som ikke er så velkendte i dag. En af dem handler om, at Bakkehuset i 1855 blev købt af en gruppe mennesker, der ville skabe det, de kaldte for en ”helbredelsesanstalt for idiotiske, svagsindede og epileptiske børn”.
Bakkehuset blev kort sagt til en børneinstitution for sindslidende børn, og institutionen brugte det gamle Bakkehus til forskellige formål igennem årene.
Den fik yderligere også opført den statelige nabobygning på Rahbeks Allé 21, tegnet af arkitekten Ferdinand Meldahl, som en del af institutionen.
Til dette eksklusive arrangement får man først en rundvisning i Rahbeks Allé nr. 21 og derefter er der foredrag på Bakkehuset ved Nikolaj Bøgh, der vil fortælle om Helbredelsesanstalten og socialpolitikken på dette tidspunkt.
Arrangementet er arrangeret af Foreningen for Bygnings-og Landskabskultur på Frederiksberg.
Foredraget foregår på Bakkehusets 1. sal, hvortil der kun er adgang via trappe. Rundvisningen foregår i Rahbeks Allé 21.