30. oktober 2021

Efterårsfejring – Æblets Dag

Som en hyldest til naturens råvarer og årstidernes skiften holder Frederiksbergmuseerne i alt fire sæsonfejringer med fokus på udvalgte sæsonvarer. Efterårsfejringen er en dag i familiens tegn og ved denne fejring forsøger vi at komme hele vejen rundt om ÆBLET. Vi presser æbler til most, der læses op fra ”æblehistorier”, vi quizzer om æbler, skriver æbledigte og vi laver æblekage på resterne fra æblepresningen. Efterårsfejringen foregår udendørs i Bakkehusets historiske have.

Type
For Børn, Oplæsning, Workshop
Dato
30. oktober 2021 kl. 11:00 -15:00
Sted
Rahbeks Allé 23, 1801 Frederiksberg C

Vi kender dem fra supermarkedet, fra haven og fra mark og skel – ÆBLERNE.

Æbler er blevet anvendt i Danmark i flere tusinde år og kan bruges i alverdens opskrifter, hvis ikke man bare spiser dem råt. Æbler er vidt forskellige i smag og i udseende, og æbler er i virkeligheden meget mere, end de sorter, man kan købe i supermarkedet i dag. For at favne æblernes mangfoldighed og den betydning, de har haft i det danske køkken både i historien og i dag, sætter vi med efterårsfejringen fokus på denne fantastiske frugt og dens mange anvendelsesmuligheder.

De sorter, vi kan købe i supermarkedet i dag, kan spises rå, og vi kan i princippet få friske æbler hele året rundt. Sådan har det ikke altid været. Tidligere var æbler en sæsonvare, og hvis man ville have æbler på andre tider af året, måtte man forarbejde dem, så de kunne gemmes. Henkogning af æbler og tørring af æbler var nogle af de metoder, man kunne bruge for at gemme æblerne. Omkring midten af 1800-tallet bliver støbejernskomfurer med indbyggede bageovne almindelige i borgerskabets køkkener, og æbler kommer til at indgå i mange nye opskrifter. Det er omkring denne tid, den klassiske æblekage med flødeskum og rasp bliver opfundet.

Efterårsfejringen er et samarbejde mellem Bakkehuset, Frederiksberg Sundhedscenter, Naturvejlederne på Frederiksberg, Boblberg og Biblioteket Frederiksberg.

Ved æblemostpressen kan du selv være med til at presse most og få smagsprøver. Vil du have most med hjem, skal du selv medbringe æbler og flasker til eget forbrug.

Arrangementet er støttet af Max Fodgaard Fonden og Arbejdernes Landsbank.