28. september 2021

Aftenomvisning med sejlads: arkitekturens fortælling

Kom med på denne eksklusive aftenomvisning om de underjordiske rums unikke karakter og oplev efterfølgende den aktuelle udstilling Event Horizon fra sejlbåde.

Type
Omvisning
Dato
28. september 2021 kl. 18:00 -19:30
Sted
Cisternerne
Pris
150 kr.
Via Geckobooking Køb billet

Cisternerne er et gammelt vandreservoir bygget i 1856-59 for at forbedre vandforsyningen til hovedstaden og undgå smittefarer, som ved koleraepidemien, der få år inden kostede mange københavnere livet.

På denne særlige omvisning udenfor åbningstid vil du høre arkitekt Marie Svart fortælle levende om Cisternernes arkitektoniske historie og rolle som Københavns vandreservoir samt hvad det indebærer at skabe arkitektur med et mål om at løse større menneskelige problematikker.

På omvisningen dykkes der ned i Cisternernes baggrund som underjordisk vandforsyning, samtidig med at der trækkes tråde til i dag og fremtiden, da vi vedvarende vil støde ind i både klima- og epidemiske problematikker, der bl.a. skal løses gennem bygningsværker og som vil kræve store ændringer i vores måde at leve på – og hvorfor er vi mennesker egentlig ofte så bange for ændringer, når vi utallige gange gennem historien har tilpasset os nye levevilkår?

Efter omvisningen sendes du ned i den aktuelle udstilling Event Horizon, der skal opleves fra båd. Vær opmærksom på, at man selv skal sejle bådene, og at der er køligt i Cisternerne, så det er en god idé at medbringe en ekstra trøje.

Antal pladser: 24