9. september 2022

ÆSKEWORKSHOP I KAMMA RAHBEKS ÅND / GOLDEN DAYS 2022

Kamma Rahbek var en kreativ sjæl, som både udfoldede sig i æskeværkstedet og i den store have omkring Bakkehuset. Den kreative stemning bringer vi tilbage til huset, når kunsthåndværker og antropolog Anne Rahbek holder æskeworkshop i Kamma Rahbeks ånd.

Type
Workshop
Dato
9. september 2022 kl. 15:00 -18:00
Sted
Bakkehuset
Pris
230 kr.

Kamma Rahbeks æsker af pap og papir gjorde hende berømt, da hun lavede dem for omkring 200 år siden. Mange af dem ligner til forveksling små metalæsker og blev lavet af fine papirmaterialer med miniaturemalerier, som blev klistret ind i lågene. Æskerne blev skænket bort som gaver til venner, familie og bekendte og de var indimellem forsynet med et lille brev, en hårlok eller noget andet, som understregede den personlige relation mellem æskens afsender og modtager. Æsken blev dermed både et vidnesbyrd om den personlige relation og et minde om den anden.

I forbindelse med årets Golden Days Festival afvikles der en kreativ workshop med inspiration fra Bakkehusets værtinde Kamma Rahbek, hvor man kan dekorere æsker med tørrede blomster fra museets have.

Anne Rahbek

Workshoppen varetages af Anne Rahbek, der er kunsthåndværker og antropolog. I sit arbejde som konsulent trækker hun meget på sit kunstneriske og kreative virke.

Anne Rahbek har altid haft naturen som den største inspirationskilde, også i hendes kunsthåndværk, hvor der på forskellige måder indgår tørrede blomster og plantedele. I foråret 2022 samlede Anne Rahbek forskellige blomster ind fra den historiske have omkring Bakkehuset, og de blomster er siden blevet tørrede og pressede, så de kan bruges til vores æskeworkshops.

Under workshoppen introduceres deltagere til materialer og arbejdet med decoupage, så man kan skabe en unikaæske efter sit eget hoved. Undervejs vil der være en rundvisning i museet, hvor man kan høre mere om Kamma Rahbeks æsker, den historiske have omkring huset og det selskabsliv, der udfoldede sig i Bakkehusets stuer. Anne Rahbek vil fortælle om menneskers behov for at mindes og hvordan man skaber betydningsfulde erindringer.

Vi har æskerne klar på forhånd, men hvis man selv har pressede blomster og/eller blade, man ønsker at bruge til workshoppen, er man velkommen til at medbringe dem.

Information

Pris for deltagelse: 230 kr.
Materialer samt kaffe og te er inkluderet i prisen. 
Arrangementet foregår på Bakkehusets 1. sal med adgang via trappe. Dørene åbner 20 min. før begyndelsestidspunktet. Pladser er unummererede.